Tre AK81'ere efterlyses for drabsforsøg

Tre AK81'ere blev stoppet i en bil fyldt med automatvåben. Politiet efterlyser dem nu for drabsforsøg.

De tre unge mænd er af Københavns Politi efterlyst for drabsforsøg. Fold sammen
Læs mere

I begyndelsen af september stoppede Københavns Politi en stjålet bil med tre unge AK81'ere i. De stak af - og mandag har politiet nu offentliggjort billeder af de tre, der efterlyses og mistænkes for drabsforsøg.

Ifølge Henrik Svindt, der leder bandeenheden i Københavns Politi, er det politiets opfattelse, at de tre mænd, der er i alderen 19-29 år, har planlagt et drab.

- Baggrunden er, at vi stopper denne her bil, hvor disse mennesker løber fra. I bilen finder vi en række automatvåben, både pistoler og maskinpistoler, så vi er overbevist om, at det er et attentat, vi afværgrer, siger han.

Ingen spor af de tre

Henrik Svindt vil dog ikke nærmere ind på, hvorvidt politiet har en idé om, hvem der i givet fald var udpeget som offer for attentatet.

Det var lidt efter midnat, 2. september 2010, at politiet eftersatte den stjålne bil med de tre AK81'ere i. Jagten endte på Rahbeks Allé tæt ved Carlsberg på Vesterbro, hvor de tre unge mænd altså slap væk, og politiet har ledt efter dem lige siden.

- Det er lidt unormal praksis at udsende en efterlysning med billede, men vi har ledt efter dem i en rum tid, så vil gerne have fat i dem eller høre, om nogle har nogen tips om, hvor de befinder sig, lyder det fra bandeenhedens leder, der understreger, at de tre AK81'ere er kendte ansigter hos politiet.

Der er tale om:
21-årige Daniel Ghalikar Skovby
19-årige Nikolaj Ihler Nielsen
og Carsten Lykke på 29 år

Oplysninger om de tre kan gives til Københavns Politi på 33 14 14 48.