Trappen til Søerne

Næsten alle storbyer har en trappe, hvor man naturligt sætter sig ned og betragter livet en stund. Trappen rundt om Planetariet er måske ikke som Den spanske Trappe i Rom, men den er ikke ueffen.

Cylinderen i gule sten med zig-zag mønster i blå glaserede sten er 38 meter høj og har en diameter på 26 meter. I forgrunden til højre Restaurant Cassiopeia, som har udendørs servering, når vejret er til det. Følger man stien, når man på et tidspunkt rundt om alle Søerne. <br>Foto: Jan Jørgensen Fold sammen
Læs mere
Den ligner en trappe, men mangler den for trapper så almindelige funktion, nemlig at føre et sted hen: til en dør, en stue, en udsigt el. lign.

De brede terrasserede trin, der smyger sig rundt om Tycho Brahe Planetarium, har snarere funktion som tilskuerpladserne i et amfiteater: Her kan man slå sig ned og efter behag følge livet på og omkring Sankt Jørgens Sø.

Trappen begynder lidt mørkt i Vester Søgade, drejer i en halvcirkel rundt om det mønstrerede tårn og munder ud i spadserestien langs Gammel Kongevej, men højt hævet over denne. Det er en lille plads, men helt afgjort en plads, som er både eksklusiv og afslappet, og den danner en flot afslutning på Københavns vandbælte, sammensat af Sankt Jørgens Sø, Peblinge Sø og Sortedams Sø.

I 1859 fik København et nyt vandværk med vand fra Damhussøen og Sankt Jørgens Sø, og i den anledning hævedes søens vandspejl, så det kom op på 5,80 m over daglig vande. Derfor er der denne niveauforskel mellem søen og Gammel Kongevej.

1889-91 opførte kommunen en pumpestation, der kom til at ligge på et opfyldt areal i det sydøstlige hjørne. Det lå for enden af nogle filtreringsanlæg, som først blev tildækket i slutningen af 1960erne. I 1980erne fjernede man lidt efter lidt pumpestationen. Noget af det sidste, man rev ned, var maskinhuset, som kommunen en overgang havde brugt til opbevaring af vejsalt, men fra 1975 og til nedrivningen i 1987 var det her, rocken rykkede. Musikscenen hed Saltlageret, og der var en masse ballade, da det røg.

I stedet fik København så sit første planetarium, muliggjort ved hjælp af Uraniafonden, som ægteparret Bodil og Helge Pedersen havde stiftet til formålet. Det blev indviet i november 1989.

Arkitekt Knud Munk havde allerede i 1961 vundet en arkitektkonkurrence om et planetarium, og han kom også til at stå for det markante bygningsværk, som består af tre dele, en 38 meter høj, gul keglestub med mønstermuring af glaserede blå sten, et trappehus beklædt med kobber og en lav bygning, der danner ramme ud mod gaden, og som ud mod søen omslutter Restaurant Cassiopeia og afsluttes med den runde trappe.

Restauranten har udendørs servering, og det er et pragtfuldt sted at sidde, men man kan også slå sig ned på trappen med sin medbragte pizza, sin kæreste eller sin bog.

Knud Munk, født 1936, har lukket tegnestuen og er flyttet til Sydfrankrig, men hans tidligere medarbejder, arkitekt Susanne Andersen, fortæller, at han var meget glad for dette byggeri og lagde stor omhu i udformningen. Bastionen, som pladsen hedder, skulle danne den lyse kontrast til mørket og stjernehimlen inde i Planetariet, ja ligefrem understrege, at man går fra dag til nat eller omvendt. Piletræerne foran terrassen er sat som en naturlig overgang til søen, og springvandene er også Knud Munks idé. De roterende stråler symboliserer døgnet, ugen og måneden. Bliv siddende og livet vil komme til dig!