Toyota tester ny bil på batteri

Bilbranchen konkurrerer hårdt om at komme først med den første kommercielle plug-in-hybrid-bil. Toyota mener at være godt på vej.

Test-udgaven af den kommende plug-in-hybrid fra Toyota er baseret på Prius-modellen, der er en hybrid-bil og som ses her. Foto: BMGT/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Toyota skal i gang med at testkøre deres nyeste skud på stammen i familien af miljøvenlige biler på offentlig vej. Den lille ny hedder Toyota Plug-in Hybrid Vehicle og den er baseret på den populære Toyota Prius. Forskellen mellem den 'traditionelle' hybrid-bil og den nye type er, at bilen ud over at have en motor, som kører på både el og benzin, desuden også kan oplades via en stikkontakt hjemme i garagen. Deraf navnet 'plug-in-hybrid' - eller sagt på godt dansk: 'Sætte-i-stikkontakt-med-kombineret-motor'-bil.

Toyota oplyser, at bilen ikke er klar til at blive masseproduceret endnu i og med at det batteri - et lav-energi nikkel-metal hydrid-batteri - som sidder i bilen, er for dyrt. Før bilen kan sælges i større stil, skal fabrikken finde ud af at få den til at køre lige så langt på et lithium-ion-batteri, som er billigere, om end forbundet med en vis brandfare. Men det faktum at bilproducenten har fået tilladelse af de japanske myndigheder - en tilladelse, som er svær at få i Japan - kan ses som et udtryk for, at Toyota er nået relativt langt.

- Et forsigtigt bud på, hvornår man kan komme til at købe den nye plug-in hybrid vil være inden for tre års tid, fortæller informationschef i Toyota Danmark René Mouritsen.

Og den bliver ikke helt billig i begyndelsen. Et sted mellem 400.000 og 500.000 kroner, lyder en forsigtig vurdering af prisen fra René Mouritzen.

Meningen med den nye generation af miljøvenlige biler er, at de skal kunne køre kortere ture udelukkende på batterikraft for at spare benzin og være med til at reducere CO2-udslippet. Og der er vitterlig tale om korte ture på nuværende tidspunkt. Den nye Toyota Plug-in HV kan således køre 13 kilometer på en enkelt opladning, hvorefter hybrid-motoren tager over.

De første otte biler ruller ud i det japanske landskab inden længe - herefter skal de testes i USA og til sidst Europa, oplyser René Mouritzen.

General Motors og Ford Motors arbejder blandt andre også på at få en plug-in-hybrid på markedet. General Motors har sat 2010 som mål for, hvornår produktionen kan gå i gang, mens Ford ifølge Reuters regner med at der går op mod ti år, før deres første kommercielle hybrid plug-in-biler kan købes hos bilforhandleren.