Der blev i går dømt »diplomatisk krise« mellem Storbritannien og Rusland, efter at den britiske regering valgte at udvise fire russiske diplomater. Baggrunden er, at magthaverne i Moskva nægter at udlevere en tidligere KGB-agent, som ifølge briterne myrdede den britiske statsborger Alexander Litvinenko med det radioaktive stof polonium. Sagen har verseret det seneste år, og flaskehalsen peger via den formodede gerningsmand på selveste præsident Putin som hovedansvarlig for det makabre mord, der sagtens kunne have kostet flere briter livet, eftersom det radioaktive stof blev drysset temmelig rundhåndet ud i London, hvor Litvinenko, selv tidligere ansat i KGB, opholdt sig.
Det er dog vigtigt at huske på, at ikke alle diplomatiske kriser er dårlige, og denne krise er faktisk tiltrængt. London gør klogt i at trække en streg i sandet over for Moskva, hvis politiske top kun taler og forstår styrkens sprog og magtens matematik. Rusland under Putin har, som stadig flere iagttagere bekræfter, bevæget sig væk fra de ansatser til retsstat, markedsøkonomi og demokrati, som Sovjetunionens kollaps i 1991 gav lovning på. Nu går kursen derimod i retning af autokrati, økonomiske karteller og retsløse tilstande, mens regimet på trettende år fører krig mod civilbefolkningen i Tjetjenien og senest har forsøgt at forpurre FNs heling af Kosovo efter borgerkrigen dér. Skal man hæfte ét ord på Putins Rusland, sidder betegnelsen »slyngelstat« lige på tungen, og når Putins Rusland insisterer på at melde sig ud af storpolitikkens uformelle verdensliga for uforstyrret at fortsætte sin sologang, er det kun godt, at briterne siger stop. Nok mener Kreml selv, at landet er på vej op geopolitisk, ikke mindst i alliance med Kina, men det må være åbenlyst for alle andre, at det russiske olievåben har en udløbsdato, og at det russiske militær langtfra er, hvad det var i svundne tider, samt at kineserne i øvrigt sidder med langt flere kort på hånden. Dertil kommer, at Rusland har brug for vestlige investeringer, ligesom regimet af prestigemæssige grunde har brug for at blive vel modtaget i de vestlige hovedstæder. Rusland står med andre ord over for et reelt valg og er ikke nødt til at fortsætte ad Putins slaviske spor. Den britiske appel til russerne kan således betragtes som en appel til det andet Rusland, et demokratisk Rusland, et europæisk Rusland, om at komme til fornuft og droppe de imperiale ambitioner, som den russiske fortid er så rig på, og besinde sig på det internationale samarbejde, som fredelige nationer anerkender.
Men sådan ser det ikke ud i øjeblikket. I stedet har Putin bebudet diplomatisk og måske ogsåøkonomisk gengældelse i en skærpet tone til ære for pressen, men til skade for russerne selv. Konklusionen er just, at det er russerne og ikke vi andre, der har mest at tabe i denne sag. Hvor er det dog godt, at briterne går forrest og med såvel mandsmod som kvindelist udstiller Putin-regimets bagside.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
