Til kamp mod lighedsmageriet

Bøger: Martin Ågerup. »Den retfærdige ulighed«. Begrebet værdigt trængende skal genindføres som kriterium for en hjælpende hånd fra samfundet. Det mener Martin Ågerup, direktør i den borgerlige tænketank CEPOS og aktuel med »Den retfærdige ulighed«.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Med gevaldige trut i den liberale trompet blæser Martin Ågerup, direktør i den borgerlige tænketank CEPOS, til kamp mod tidens lighedsmageri. Han fastslår, at velfærdsstatens omfordeling sker under tvang og er skadelig og uretfærdig. På længere sigt skal overførselsindkomster og diverse former for statsstøtte afvikles, mens begrebet værdigt trængende skal genindføres som kriterium for en hjælpende hånd fra samfundet.

Lyder det skræmmende? I så fald vil det være en god ide at læse Ågerups kampskrift. For han argumenterer overbevisende for sin kritiske holdning til det, han karakteriserer som et lighedscirkus, hvor alle bidrager til, at alle kan få fra fælleskassen, mens der kun bliver smuler til dem, der har et ægte behov for hjælp.

Ågerup dokumenterer, at uligheden rent faktisk steg mere under Poul Nyrups regeringer end i Anders Fogh Rasmussens statsministertid. På den baggrund virker det skingert, når oppositionspolitikere beskylder regeringen for at øge ulighed og skabe fattigdom. Til overmål er begrebet fattigdom fleksibelt uden større realøkonomisk mening. Rent statistisk får vi flere fattige, selv om samfundet som sådan bliver rigere og rigere. Det hænger sammen med den særlige fattigdomsdefinition, der siger, at man er fattig, hvis indkomsten ligger under 50 pct af medianindkomsten. Selv om alle får det bedre, kan man derfor definere sig frem til den meningsløse konklusion, at der bliver flere fattige. Man kan også perspektivere problemet på en anden måde, f.eks. ved at påpege, at Danmark vil få færre fattige, hvis en stribe af de bedst lønnede danskere forlod landet, og det er da rent gakgak, uanset hvad den statistiske sandhed siger.

Det er tankevækkende, at synspunkter om statslige kvælergreb på befolkningen også blev fremsat i 1993 af Anders Fogh Rasmussen i bogen »Fra socialstat til minimalstat«. Man husker eksempelvis Foghs anklage om den ynkelige slavenatur, der gennemsyrer det danske samfund.

Foghs bog indgår mærkeligt nok ikke i Ågerups litteraturfortegnelse, der ellers tæller 87 henvisninger. Men måske Ågerup kan Foghs bog udenad, så han ikke behøvede at genlæse den. Ågerup benytter sig ikke af helt så skarpe formuleringer, som Fogh gjorde. Men selv med afdæmpet sprogbrug skal hans holdninger nok få forargelsen til at blomstre i de kredse, der ser en kraftig, progressiv skatteudskrivning som eneste mulige fundament under en velfærdsstat.

Mogens Lykketoft, der i 1984 erklærede, at en skatteprocent på 78 ikke er urimelig, kan næppe dele Ågerups langsigtede vision om en flad skat, altså enhedsskat, på 23 pct. I Ågerups skattevision er der desværre ikke blevet plads til at belyse boligbeskatningen og inflationsbetingede gevinster på bl.a. fast ejendom. Og Ågerup beskæftiger sig heller ikke med det paradoks, at vi allerede har en flad skat helt nede på 15 pct. Men satsen er trist nok forbeholdt helt arbejdsfrie indkomster som lottogevinster, og det er da mærkeligt i betragtning af den politiske konsensus om at fastholde høje skatter på arbejdsindkomster.