Thulesen Dahls greb om magten

Hvis Kristian Thulesen Dahl ikke føler sig overbevist om, at regeringen respekterer VKO-alliancen, ja så vil DF-ledelsen ikke strække sig langt for at støtte nødvendige, men upopulære beslutninger.

Foto: Scanpix
Når Kristian Thulesen Dahl strammer grebet, er det ikke sjovt at hænge for enden af rebet. Dag for dag øger den skarpe strateg presset på regeringen for at demonstrere, at Dansk Folkeparti ikke er tilfredse med det interne samarbejde i VKO-alliancen.

Han gør sig umage med ikke at gå over stregen i sin kritik, men han får effektivt solgt budskabet om, at det sejler for regeringen, og at regeringen gør klogt i at lytte til DF-ledelsen.

Den gode nyhed for Anders Fogh Rasmussen er, at DF nok skal stemme for finansloven, så regeringen får sit flertal på plads senere på efteråret. Den dårlige nyhed er, at DF kan blokere for, at regeringen får lov til at gennemføre så ambitiøse initiativer, som den ønsker. Til skade for holdbarheden i den økonomiske politik.

Endelig er det åbenbart, at det dårlige klima mellem parterne efterlader et samlet indtryk af en svækket regering, som ikke kontrollerer den politiske dagsorden.



Det er fortsat uroen om udlændingepolitikken og en grundlæggende uenighed om, hvor meget der skal strammes op i den økonomiske politik, som skaber sprækker i den ellers så stærke VKO-alliance.

Kristian Thulesen Dahl og Pia Kjærsgaard er mildest talt ikke imponerede over statsministeren besværgelser om, at den faste og fair udlændingepolitik ligger fast – når EF-Domstolens dom i praksis underminerer udlændingepolitikken, og når Venstremanden Eyvind Vesselbo i fuld offentlighed advarer om, at antallet af familiesammenføringer er stærkt stigende.

Turbulensen mindskes ikke af, at området bestyres af Birthe Rønn Hornbech, der efterhånden fremstår som den mest fatale ministerudnævnelse i Foghs regeringstid. Spørgsmålet er, hvornår statsministeren tvinges til at finde en erstatning, f.eks. i form af den bedre kommunikerende integrationsordfører, Karen Ellemann, som gang på gang må forklare regeringens position, når ingen kan få fat i ministeren.

DF kræver en konkret køreplan for, hvordan Fogh vil sikre den stramme udlændingepolitik. Statsministerens problem er, at planen er umådelig svær at levere.



Derudover er DF i stigende grad skeptisk over for den reformdagsorden, som Fogh har opstillet for resten af efteråret og foråret 2009, hvor Folketinget først skal tage stilling til reformer på arbejdsmarkedet og siden en skattereform, som skal sænke skatten på arbejde.

DFs modstand er farlig. Hvis Kristian Thulesen Dahl ikke føler sig overbevist om, at regeringen respekterer VKO-alliancen, ja så vil DF-ledelsen ikke strække sig langt for at støtte nødvendige, men upopulære beslutninger. I den situation vil DF agere partiegoistisk, og sagen er, at partiet står med et perfekt udgangspunkt: I den seneste tid har DF-ledelsen effektivt kunnet kombinere sin EU-modstand med et indædt forsvar for udlændingepolitikken. Men hvis den dertil begynder at afvise regeringsinitiativer, der f.eks. skal ændre dagpengesystemet og indføre den upopulære pensionsopsparing, SP-ordningen, vil partiet kunne appellere til endnu flere vælgere.

I årenes løb har mange haft travlt med at slå fast, at nu måtte DFs vokseværk være forbi. Men faktum er, at DF kan vokse yderligere, hvis partiet i endnu højere grad går efter »vælgermaksimering« – det vil sige konstant appellerer til vælgerne – uden at tage hensyn til VKO-alliancen.



Sprækkerne mellem VK og DF er problematiske for Fogh, for det gør det også sværere for regeringen at presse Socialdemokraterne med i forlig om arbejdsmarkeds- og skattepolitikken. Som Helle Thorning-Schmidt demonstrerer i disse dage, har hun ingen intentioner om at gå forrest med modige reformforslag. Hun skal ikke blotte sig, hvis DF holder sig tilbage og er mere optaget af at appellere til vælgere, som føler sig utrygge over det økonomiske tilbageslag og frygter, at regeringen vil forringe f.eks. dagpenge og efterløn.

Konklusionen er, at Fogh har selv været med til at give Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl centrale roller i dansk politik, og han kan ikke stryge DF-ledelsen af rollelisten forud for et forløb, hvor regeringen får brug for fuld støtte fra sine allierede.