Thornings møde med virkeligheden

Lige nu synes forsommerens regnbyger som små stænk sammenlignet med det skybrud af meningsmålinger, som dag efter dag sender VKO til tælling.

Alligevel kan Løkke og Espersen ane strejf af lys i skydækket. Især kan de hæfte sig ved, at Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal står forpjuskede tilbage efter den første seriøse holmgang om rød stues økonomiske masterplan.

Hidtil har S-SF-planen fremstået som et mesterværk, når det handler om moderne markedsføring og effektiv kommunikation. Landet over har danskerne kunnet se overskrifterne - »har du 12 minutter, så har vi en ordentlig løsning«.

Fra annoncer i aviserne, på nettet og på busserne sendte Thorning og Søvndal det forjættende budskab, at med kun 12 minutters ekstra arbejde om dagen, ja, så kan det lade sig gøre at løse Danmarks alvorlige økonomiske problemer.

Det fængende slogan vil fortsat lyde besnærende for mange vælgere, men sagligt set hænger det i laser. Først og fremmest er planen blevet dårligt anmeldt af den økonomiske sagkundskab – bl.a. af de uafhængige vismænd – fordi planen ikke viser, hvordan S, SF og fagbevægelsen konkret vil få danskerne til at levere de 12 ekstra minutter om dagen.

Faktum er, at regeringens barske genopretningspakke har fået bedre vurderinger af økonomerne. Problemet for regeringen er, at disse vurderinger fra eksperthold foreløbigt kun er kendt i et lille og lukket kredsløb af særligt interesserede og endnu ikke er slået igennem til størstedelen af vælgerne. Alligevel er det afgørende for regeringen at få rygstød fra eksperterne i dens videre færd. I næste omgang satte Margrethe Vestager – i Berlingske Tidende – planen fra S og SF under pres, da hun forlangte at få at vide, hvordan fagbevægelsen vil levere de 15 milliarder kroner, som en udvidet arbejdstid skal være med til at give.

Her gik det for alvor galt for S, SF og LO.Meget hurtigt stod det klart, at fagbevægelsen er splittet og langt fra er enig om en realistisk køreplan, som kan konsolidere dansk økonomi. Helle Thorning-Schmidt og S-ledelsen sansede risikoen ved, at deres plan var ved at blive udstillet som utroværdig, og S-formanden begyndte at true de faglige ledere med forringelser af velfærd og en eliminering af efterlønnen, hvis ikke fagbevægelsen levede op til sine løfter. For regeringen fremstår forløbet som en ren tilståelsessag og som et bevis på, at S-SF-planen ikke er andet end en tom hensigtserklæring – og ikke en troværdig plan. Og dette er essensen, når man skal ind til kernen af de sidste dages debat om »en fair løsning«. Debatten har været anskuelighedsundervisning i, at Thorning og Søvndal hurtigt kommer i massive problemer, når der stilles hårde spørgsmål til realismen i deres økonomiske politik.

At virkeligheden også er begyndt at banke hårdt på døren i LO kan aflæses af Harald Børstings seneste udtalelser, hvor han lægger op til, at det godt kan være, at fagbevægelsen ikke behøver at finde de aftalte 15 milliarder kroner, for hvis de Radikale blokerer for, at en ny S-ledet regering kan rulle regeringens dagpengereform tilbage, skal LO ikke finde så mange penge.

Samlet står Thorning og Søvndal fortsat i et fordelagtigt udgangspunkt for at vinde magten, men som det tidligere er blevet konstateret, er S-formandens problem, at hun måske nok kan vinde en valgkamp på sin benhårde kritik af regeringens spareprogram. Men hun kan ikke regere på baggrund af sin egen plan. Enten kommer hun til at begå massive løftebrud over for sine vælgere, eller også vil gælden eksplodere og dansk økonomi køre af sporet.

Dét ved de godt i den radikale folketingsgruppe, og det er baggrunden for, at de skånselsløst vil tvinge S, SF og LO til større realisme.