Thorning tvunget til kursskifte

Siden hun kom til som formand, har hun ønsket at lukke sit partis sårbare flanker på netop dette felt. Derfor har hun placeret sit parti tættest muligt på regeringen og DF. Undervejs har hun trukket Villy Søvndal og SF med, hvilket har gjort det sværere for Lars Løkke Rasmussen & co. at udstille S og SF som udlændinge­politiske »slappere«.

Når Thorning over for Berlingske Tidende gør det klart, at der nu er strammet tilstrækkeligt i udlændingelovgivningen, foretager hun på samme tid et offensivt og defensivt træk.

Det offensive ligger i, at hun efter et langt tilløb har samlet mod til at gå direkte imod Dansk Folke­parti. I S-toppen har man omhyggeligt læst og vurderet alle de menings­målinger, som viser, at flere og flere vælgere også er nået frem til, at der er strammet tilstrækkeligt i udlændinge­lovgivningen.

Det defensive ligger i, at Thorning er blevet voldsomt presset af sit bagland. Her er mange partifæller i oprør over, at hun og den øvrige S-ledelse ikke øjeblikkeligt lagde massiv afstand til regeringens nye pointsystem. I baglandet - og det samme gælder for SF - er der ved at brede sig en opfattelse af, at Thorning og Søvndal vil gøre hvad som helst for at nå magten. Presset har vokset sig så stort, at Thorning og Søvndal har et presserende behov for at komme i større samklang med deres kritiske kampfæller.

I S-toppen har man ganske vist i de seneste dage talt stærkt nedsættende om folk som Poul Nyrup Rasmussen og Ritt Bjerregaard, som netop har krævet, at Thorning siger stop og afholder sig fra at følge i hælene på Pia Kjærsgaard. I kredsen om Thorning er Nyrup og Bjerregaard blevet opfattet som dybt illoyale, ja som en slags forrædere, der har udøvet partiskadelig virksomhed. Men Thorning og S-ledelsen har måttet indse, at især Nyrup har talt for tusinder af socialdemokrater, som ikke vil være med til flere stramninger. Thorning har med andre ord også været tvunget til at sætte en grænse, for ellers risikerede hun, at uroen i baglandet ville brede sig yderligere.

I regeringen og DF er man klar over, at meget har ændret sig siden 2001, da VKO, båret frem af folkelig opbakning, kunne stramme op og bremse indvandringen. Alligevel kan Lars Løkke Rasmussen, Lene Espersen og Pia Kjærsgaard glæde sig over, at udlændinge­politik på kort tid er kommet tilbage på dagsordenen som et stort og synligt stridspunkt. Selv i S-ledelsen erkender man, at det fortsat er til fordel for VKO, når udlændinge­politik debatteres, og med Thornings nye melding rykker temaet med garanti helt ind i centrum af en lang og barsk valgkamp.

Derudover kan VKO-lejren lune sig ved, at Thorning end ikke får applaus fra Det Radikale Venstre og Enhedslisten, som mener, at S og SF for længst har solgt ud i forsøget på at følge med Dansk Folkeparti. Denne indre splid vil regeringen selvsagt forsøge at udnytte til at overbevise tvivlrådige midtervælgere om, at rød blok aldrig vil kunne finde sammen om en fælles linje i udlændinge­politikken.

Thorning risikerer kort sagt at blive fanget i et krydspres. På den ene side står de midtervælgere, som frygter, at S og SF ikke kan fastholde en »fast og fair udlændingepolitik«, når det kommer til stykket. På den anden side står et kritisk bagland samt de Radikale og Enhedslisten, som mener, at hun allerede er gået for vidt.

Med andre ord står Thorning i en sårbar position. Hendes håb er, at tilstrækkeligt mange vælgere med hende vil sige: Nok er nok. Forregner hun sig, bliver vejen til Statsministeriet lang.