Thomas Larsen: Tak for alt Bendt - og pas nu på

Mange har i tidens løb haft travlt med at pege på forskellene mellem Fogh og Bendtsen - til ugunst for den tidligere konservative leder - men deres tætte tillidsforhold var præget af dyb gensidig respekt.

Fogh var om nogen klar over, at Bendtsen konstant kæmpede for at fastholde VK-aksen som det afgørende omdrejningspunkt i dansk politik.

Med sin tale ønskede Fogh dog ikke kun at sige tak til en kollega. Han brugte også lejligheden til at byde velkommen til Lene Espersen som ny konservativ leder - og udsende en kontant advarsel til sine egne.

Sagen er, at Anders Fogh Rasmussen og hans væbner Claus Hjort Frederiksen længe har været klar over, at der nødvendigvis måtte komme et tidspunkt, hvor det vil blive svært for Venstre at holde sammen på vælgerskaren bag partiet og blive ved med at ligge på et højt niveau i meningsmålingerne. Reelt er det mest overraskende i partiets udvikling, at nedturen ikke er kommet tidligere, for det koster og slider at være regeringsbærende parti.

Når Fogh og Hjort skuer ud over det politiske landskab, er de ikke ulykkelige over, at de frafaldne V-vælgere går til de Konservative, for dermed vandrer vælgerne ikke over midten til oppositionens rækker.

Derfor gjorde Fogh det i sin tale krystalklart, at en forudsætning for et fortsat borgerligt styre er et stærkt sammenhold mellem V og K. Opstår der for alvor en nedbrydende rivalisering mellem de to partier – som det ofte er sket i den politiske Danmarkshistorie – er den sikre vinder Socialdemokraterne.

Dét ved Fogh og Hjort, men deres problem er, at Venstre i stigende grad er begyndt at lide under den samme syge, som i perioder har karakteriseret Socialdemokratiet. Tilbage i 1982, da Anker Jørgensen smed tøjlerne og overlod regeringsmagten til den nye konservative statsminister Poul Schlüter, var der ironisk nok mange socialdemokrater, der jublede. De var fuldstændig overbeviste om, at den nye borgerlige regeringschef ville fejle i løbet af få måneder, hvorpå de i triumf – og med vælgernes fulde opbakning og applaus – ville vende tilbage til regeringskontorerne. Dengang var både topfolkene og fodfolket i det gamle arbejderparti sikre på, at Liste A havde førstefødselsretten til regeringsmagten. Magten var simpelthen deres, følte mange.

På samme har Venstre fået en generation af unge, som har været vant til at have magt, og som begynder at opfatte regeringsmagt som en selvfølge. Det er en ny forkælet generation i partiet. Nogle af dem er mere optaget af egne positioner og placeringer i hierarkiet end i at holde sammen på partiet. De tænker mere på sig selv end på partiets tarv, og de indtager gerne særstandpunkter, hvis det kan trække overskrifter i medierne og give dem PR for en dag.

Og præcis som det ikke var tilfældigt, at Fogh i sin tale lørdag betonede vigtigheden af et tillidsfuldt VK-samarbejde, var det heller ikke spor tilfældigt, at Claus Hjort Frederiksen langede ud efter Søren Pind, som konstant udtaler sig om og giver karakterer til partitoppens overordnede strategier.

Den virkelige udfordring for Venstre består imidlertid i at erkende, at Søren Pind ikke er alene. I den nye generation af Venstrefolk er der så småt taget hul på magtkampen om, hvem der skal være placeret i solsystemet omkring Lars Løkke. Bendt Bendtsen viste, hvordan et smidigt og smukt generationsskifte skal forløbe. Formår Venstre det samme? Svaret er ikke givet.

I 1998 demonstrerede Uffe Ellemann-Jensen en sublim sans for timing, da han leverede magten videre til Fogh, selv om den gamle Venstrehøvding kunne have taget endnu en valgkamp. Fogh har på samme vis arbejdet på at sikre arvefølgen til den dag, hvor han ikke længere sidder i toppen. Med udnævnelsen af Løkke til finansminister - og ved at inddrage skatteminister Kristian Jensen i vigtige regeringsudvalg - pegede han på den naturlige rækkefølge. Men flere af de unge er optaget af at bryde den rækkefølge. Finder de ikke sammen i et holdbart samspil, vil de ikke kun skade VK-forholdet på grund af deres optagethed af at holde den succesrige Lene Espersen i skak. De kan også komme til at kaste deres parti ud i alvorlige magtkampe.

Mange har glemt det i dag. Men i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne var Venstre et parti præget af giftige intriger og rå magtkampe, som på et tidspunkt udartede sig så voldsomt, at en ung Anders Fogh Rasmussen var tæt på at forlade Christiansborg.