Thomas Larsen: Søvndal versus Løkke

Der går næppe en dag uden, at rygterne tager til i styrke og skubber Anders Fogh Rasmussen længere frem mod posten som NATOs næste generalsekretær.

Senest har en kommentator ved The Washington Post fastslået, at USA støtter den danske statsminister, og herhjemme er Svend Auken sikker på, at det i løbet af få dage annonceres, at Fogh definitivt forlader dansk politik for at rejse til NATO-hovedkvarteret.

Mens rygterne svirrer, overvejer den nye generation i Venstre, hvordan Lars Løkke Rasmussen som kommende partiformand og regeringschef bedst skal tackle situationen – hvis Fogh rejser fra Danmark.

Udgangspunktet er ikke optimalt. Fogh vil i givet fald smutte på et tidspunkt, hvor usikkerheden om økonomien er stor, hvor regeringen er presset på gamle styrkeområder som rets- og udlændingepolitikken, og hvor Løkke skal præstere sit yderste for at overbevise danskerne om, at han er den rigtige mand i Statsministeriet. Endelig står det klart, at den konstante uro om Foghs fremtid har slidt på regeringen i almindelighed og Venstre i særdeleshed.

Derudover efterlader Fogh endnu en tvivlsom arv til sin efterfølger – nemlig en stærk og populær SF-formand, som regeringschefen ironisk nok selv har været med til at bygge op.

Rejser Fogh, bliver det op til Løkke at skulle nedkæmpe og indkapsle den Villy Søvndal, som øjensynligt kun kender én vej i alle meningsmålinger: Fremad og opad.

Det skal siges, at Fogh langtfra har været ene om at udtænke den kærlige omfavnelse, som Venstre i lang tid har mødt Søvndal med.

I V-toppen trivedes længe en filosofi om, at det ville være klogt at tale Søvndal op for samtidig at tale S-formand Helle Thorning-Schmidt ned. Ideen med at udnævne Søvndal til »oppositionens åndelige leder«, behandle ham blidt i politiske debatter og invitere ham til Venstre-arrangementer, hvor Fogh og Søvndal duellerede vennesælt, gik i al sin enkelhed ud på at vise, at Thorning ikke havde format og pondus til at udfylde rollen som oppositionsleder og statsministerkandidat.

Set i bagklogskabens klare lys har Venstre-ledelsen forregnet sig.

Mere end noget andet har de været med til at give Søvndal en så formidabel position, at han i dag uden sammenligning skiller sig ud som den mest succesrige og populære leder på Borgen.

Venstre-toppen har også kalkuleret galt med håbet om, at et stærkt SF automatisk ville destabilisere S-holdet. Nok trives frustrationerne i Socialdemokraternes bagland over, at SF stjæler alle stemmerne, men Thorning har overbevist partifællerne om, at et stærkt SF er nødvendigt for at bane vejen til regeringsmagten. Og hun har med succes indgået en pagt med Søvndal om, at de to holder sammen, hvilket har skabt en yderst solid akse på det tidligere så usammenhængende oppositionshold.

Problemet for Lars Løkke Rasmussen er, at han kan komme til at tage over på et tidspunkt, hvor oppositionen aldrig har optrådt mere samlet, og hvor Søvndal bliver endog meget svær at angribe.

Set i et historisk perspektiv er det nærliggende at trække en parallel til Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti. I en periode kunne makkerparret Poul Nyrup Rasmussen og Marianne Jelved med stort held bruge DF som et effektivt skræmmebillede over for danskerne, men ved valget i 2001 var effekten brugt op, og VKO-aksen fik et historisk gennembrud.

I dag forsøger borgerlige politikere febrilsk at fremstille Søvndal som en farlig trussel, og de lægger konsekvent trykket på socialistisk, når de omtaler SF, men hvor mange danskere ligger monstro søvnløse på grund af Villy Søvndal? Et godt gæt er, at han er ved at lykkes så godt med sin nye positionering og justeringen af SFs kurs på vigtige politiske områder, at de færreste for alvor tror, at han vil indføre sovjetisk planøkonomi, stryge kriminelle bandeledere med hårene eller åbne grænsebommene for den indvandring, som eksisterede før valget i 2001.

I foragt – eller måske snarere afmagt – udtalte Poul Nyrup Rasmussen de berømte og berygtede ord om, at Dansk Folkeparti aldrig ville blive »stuerent«. Som bekendt tog han fejl, for få år efter gav danskerne Pia Kjærsgaard og DF et så fremragende valgresultat, at partiet kunne rykke ind som det afgørende parlamentariske støtteparti for VK-regeringen og indtage pladsen som et nyt indflydelsesrigt center i dansk politik.

VKO kommer snart til at erkende, at tiden er ved at være forpasset til at føre skræmmekampagner mod Villy Søvndal, og det bliver Lars Løkke Rasmussens tvivlsomme fornøjelse at udtænke, hvordan SF så skal bremses. Nemt bliver det ikke.