Thomas Larsen: Lenes pinagtige cirkus

Når skaderne skal gøres op, vil støtterne bag Lene Espersen ganske vist argumentere for, at det trods alt er lykkedes at vise, at de Konservative vil være mere kontante i udlændinge- og integrationspolitikken, især når det handler om at forsvare de demokratiske principper og frihedsrettigheder, som det danske samfund hviler på.

De vil også lægge vægt på, at VKO-alliancen normalt styrkes, når værdipolitikken kommer i centrum og fanger vælgernes opmærksomhed.

Dette er imidlertid en uhyre positiv og håbefuld udlægning af et forløb, som først og sidst har blotlagt dårligt politisk håndværk fra Lene Espersens side. Realiteten er, at de Konservative med Espersen som iscenesætter har arbejdet målrettet på, at kunne præsentere en plan for en bedre demokratisk integration, hvor en vigtig pointe er, at integrationen ikke nødvendigvis er sikret med et job.

Ingen hylder burkaen
I virkelighedens verden – påpeger Lene Espersen – er der mange eksempler på, at indvandrere lever i parallelsamfund og hylder værdier i modstrid med det danske samfund, selv om de har et job. Resultatet er et delt Danmark.

Denne analyse vil mange danskere – og Lene Espersens egne partifæller – være klar til at skrive under på, men med Naser Khaders publicering af et nyt konservativt krav om, at det skal være forbudt at bære Burka i det offentlige rum, kortsluttede diskussionen om det grundlæggende indhold i den konservative plan.

Ingen af de politiske partier på Borgen ynder burkaen, og langt de fleste politikere i Folketinget opfatter også den totale tildækning af kvinden som et symbol på massiv kvindeundertrykkelse. Men derfra og til at vedtage en lov mod burkaer er der et stykke vej, og det er præcis, hvad Lene Espersen har lært på den hårde måde. I samme øjeblik Pia Kjærsgaard tog Naser Khader på ordet og gjorde det klart, at DF ville fremsætte et konkret forslag mod at bære burka, klappede fælden for de Konservative.

Splittet parti
Lene Espersen måtte se i øjnene, at Venstre var direkte imod et forslag om forbud, og at en afstemning i folketingssalen ville føre til dyb splittelse i regeringen. I et forsøg på at redde situationen gjorde Espersen det klart, at den konservative folketingsgruppe ville stemme ja til forslaget om at indføre et forbud, mens de konservative ministre ville stemme nej for at udvise den nødvendige loyalitet overfor regeringen. Kort sagt: Hun var havnet i en håbløs situation.

Det siger sig selv, at DF-toppens aktion var alt andet en hjælpsom, men set med Pia Kjærsgaards øjne er de Konservatives felttog i værdipolitikken et slet skjult forsøg på at kapre DF-stemmer, og derfor tøvede hun ikke med at hænge Espersen til tørre.

Midt i denne VKO-forestilling kunne en lettet S-ledelse konstatere, at al fokus drejede væk fra oppositionens problemer med at finde en fælles linje. Og en sjældent fornøjet Margrethe Vestager kunne rette et sarkastisk angreb på sin konservative kollega.

Prestigetab
For Espersen er forløbet selvsagt problematisk: Hun har en svær start som leder. Først blev hun presset af kritikken af politireformen, og dernæst har hun måttet arbejde i døgndrift med komplicerede finansielle redningsplaner. Den nye plan for en målrettet demokratisk integration var et af de initiativer, som skulle vise danskerne, hvad hun vil som konservativ leder. Men med slagsmålet om burkaen har hun lidt et prestigetab og fået slået skår af sit lederskab.

En gammel anekdote fortæller, at den tidligere radikale leder Niels Helveg Petersen efter et helt igennem mislykket forløb gik hjem og lagde sig i seng, hvor han lå og græmmede sig over, hvor galt man kan komme af sted i politik. Det ligger næppe til Espersen at vælge samme rute mod dynerne for at komme sig oven på det sidste døgn i mediemøllen. Men forløbet kalder på en kritisk evaluering i K-toppen, hvis politisk håndværk og driftsikkerhed skal være med til at sikre partiet og regeringen sejren ved næste valg.