Thomas Larsen: Hellere rig og rask end...

Politisk er der udsigt til et skifte af den simple grund, at det er blevet stadig mere veldokumenteret, hvad ulig sundhed koster.

Når regeringens forebyggelseskommission om kort tid fremlægger forslag til en styrket national forebyggelse, kommer der fokus på et forbløffende faktum, som de færreste danskere forbinder med det danske velfærdssamfund anno 2009.

Selv om de fleste danskere uden tøven er klar til at skrive under på, at der skal være fri og lige adgang til behandling, øges uligheden i vores sundhed. Nogle eksperter bruger det gamle sarkastiske slogan om, at det er bedre at være rig og rask end fattig og syg, når de skal sammenfatte udviklingen.

Historien om uligheden i sundheden kan også fortælles på en anden måde – som vi gør det i BerlingskeSøndag i dag. Her kortlægger en af avisens journalister uligheden ved at rapportere fra forskellige bydele. Afstandene er små, men der er en verden til forskel mellem f.eks. Bispebjerg og Hellerup.

Når vi skriver, at Albanien venter for enden af Tagens­vej, er det selvfølgelig en tilsnigelse. Men i Bispebjerg er levealderen faktisk på niveau med et land på Balkan: En gennemsnitsmand lever kun til han er 69 år, og han tjener i snit under 15.000 kr. om måneden. Brutto. I 2900 Happiness lever borgerne længere, er raskere og tjener mere. Kort sagt: Jo længere uddannelse og højere indkomst, desto raskere er man, og desto længere lever man. De dårligst uddannede og dårligst lønnede dør tidligere, er mere syge, bruger mere medicin og har sværere ved at overleve alvorlig sygdom. Denne sundhedskløft mellem højtlønnede og veluddannede over for de lavtlønnede og lavtuddannede bliver dybere i disse år.

I den professionelle sundhedsverden er flere og flere læger, sygeplejersker og eksperter begyndt at zoome ind på uligheden i sundheden, og der er langsomt, men sikkert ved at blive forberedt en mere effektiv og målrettet forebyggelsesindsats, som kan hjælpe de titusinder af danskere, som lever i risikozonen og får deres helbred undermineret af livsstilssygdomme.

Nogle eksperter peger på, at der som udgangspunkt slet ikke investeres nok i det danske sundhedsvæsen, og rigtigt er det, at sundhedsvæsenet herhjemme i en længere årrække har været kørt i stramme tøjler med stort fokus på at kontrollere omkostningerne.

De kommende år vil der blive investeret i at løfte behandlingskvaliteten på nye supersygehuse, og parallelt skal der skabes en mere effektiv forebyggelse. De nye storkommuner er tildelt en afgørende rolle, og mange håber, at nye lokale lægehuse og sundhedscentre mere effektivt end tidligere vil kunne spotte og behandle danskernes livsstilssygdomme.

Regeringens mål er, at danskernes middellevetid skal hæves med tre år over de næste ti år. Det er ambitiøst. Tal fra OECD viser, at den danske middellevetid begyndte at stagnere i slutningen af 1970erne og blev ved med det indtil 1995. Siden da er det gået den rigtige vej, men vi har dog ikke meget at prale af. På trods af den mere gunstige udvikling de seneste ti år, hæfter eksperter sig ved, at vi er blevet overhalet af andre lande med overdødelighed. Disse lande har alle været bedre til at løfte sundheden og øge middel­levetiden.

Når rapporten fra regeringens forebyggelseskommission lander på sundhedsminister Jakob Axel Nielsens (K) bord, vil der være fokus på den usunde kost, rygningen, alkoholen og den manglende motion, som er årsag til ca. 40 pct. af alle sygdomme og tidlige dødsfald herhjemme. Skal fremtidens forebyggelse lykkes, skal der sættes ind på mange fronter, og både regering og opposition skal gøre forebyggelse til et vigtigere felt.

Hidtil har der hverken været stor politisk interesse, lægelig prestige eller medieinteresse i forebyggelse. Men måske står vi over for et vendepunkt: Flere og flere læger og sygeplejersker kaster sig over området, som også Sundhedsstyrelsen har givet høj prioritet. Og politisk er der udsigt til et skifte af den simple grund, at det er blevet stadig mere veldokumenteret, hvad ulig sundhed koster. Sundhedsudgifterne vil ganske enkelt falde betydeligt, hvis lavtuddannede bruger sundhedsvæsenet lige så lidt som de højtuddannede. I dag forbruger en lille del af danskerne en uforholdsmæssig stor del af ressourcerne i sundhedsvæsenet. Hvilket er ekstremt dyrt. Dertil kommer, at udgifterne til sundhed i vestlige lande vil boome. På tværs af partiskel er politikerne derfor pisket til at sætte en mere effektiv forebyggelse på skinner – og vores lokale Balkan på Bispebjerg vil derfor blive omgærdet af større politisk interesse efter så længe at have levet i skyggen.