Thomas Larsen: Foghs kamp for et come back

Når Fogh næste weekend møder sine partifæller til landsmødet i Herning, venter en krævende opgave. Og han ved det.

Venstres landsmøde er planlagt til at stå i Europas tegn, og partiets kandidater til sommerens valg til Europa Parlamentet skal præsenteres. Men al fokus vil rette sig mod Fogh. Med sin tale skal han overbevise baglandet og vælgerne om, at han har viljen til og ambitionen om at fortsætte som regeringschef. Han vil ikke kunne stoppe spekulationerne om sin mulige afgang til en international toppost, men han kan demonstrere, at han har et præcist blik for øjeblikkets udfordringer og samtidig står med en langsigtet dagsorden.

Så enkle og så svære er kravene til talen, der skal afleveres efter et forløb, som har slidt, selv om kredsen omkring Fogh fremhæver mindre, men vigtige sejre: I fredags viste en måling i Børsen, at VKO har sit flertal intakt, og nok så interessant dokumenterede de detaljerede data, at Fogh står markant stærkere end udfordreren Helle Thorning-Schmidt, når danskerne bliver spurgt, hvem de foretrækker som regeringschef.

I andre målinger er VKO-flertallet ganske vist brudt, men i inderkredsen hæfter man sig ved, at Foghs lederskab står stærkt. Derudover påpeger man, at frafaldne Venstrevælgere ikke vandrer til oppositionen, men går til de Konservative med Lene Espersen i front.

Midt i den turbulens, som længe har omgærdet regeringen, er det gode tegn for statsministerens nærmeste, og det giver dem håb om, at krisen kan overvindes, og at danskernes tiltro til Fogh er større, end Helle Thorning og Villy Søvndal bryder sig om at tænke på.

Foghs opgave på landsmødet bliver at fortælle omverdenen, at han stadig er i kontrol – både på den korte og lange bane. Dette er mildt sagt lettere sagt end gjort i en tid, hvor bevægelserne på de globale finansmarkeder er så uforudsigelige, at selv de mest indsigtsfulde analytikere må give op.

En bunden opgave for Fogh bliver at forholde sig til frygten for øget arbejdsløshed. Ved efterårets start argumenterede han for, at ledigheden herhjemme er historisk lav, og at den største barriere for at kunne finansiere velfærdssamfundet fremover er manglen på arbejdskraft.

Efter regeringens kuldkastede forsøg på at lande en dagpengereform, må han se i øjnene, at mange danskere lytter mest til S-toppen, som vil sætte alt ind for at hindre øget arbejdsløshed. Fogh må sande, at Thorning appellerer effektivt til alle de danskere, som bekymret følger mediernes rapportering om fyringer og nedskæringer. På samme måde bliver han tvunget til at forholde sig til Socialdemokraternes plan om, at der skal investeres i offentlige anlæg for at holde hjulene i gang og fastholde job.

Dernæst får Fogh brug for at fortælle, hvorfor regeringen vil gennemføre en skattereform for at sænke skatten på arbejde. Hans argumenter skal gøre det klart for danskerne, hvorfor skattelettelser vil være rigtige at gennemføre midt i skiftet mod mørkere økonomiske konjunkturer. Formår han det, vil han gøre det nemmere for Pia Kjærsgaard og DF at være med til at sænke skatten, og så kan han med sin tale tage de første skridt frem mod en skattereform til foråret. Lykkes han ikke med sin fortælling, vil regeringen styre mod et nyt nederlag.

Med talen får Fogh kort sagt en tiltrængt mulighed for at tegne sit politiske projekt op og markere, at han har viljen og ideerne til at holde Thorning væk fra magten.

I de sidste dage har S-toppen været stærkt optaget af, at Barack Obamas valgsejr i USA kan sætte gang i et af historiens pendulsving, som atter vil bringe Socialdemokraterne til magten i Europa. Sådanne udsving har historien budt på tidligere. Fogh kan til gengæld dvæle ved, at det netop er lykkedes for den udskældte Gordon Brown at sikre sig et bemærkelsesværdigt come back og en ny popularitet som premierminister i Storbritannien.

Nye tider kan føre til magtskifte – men de kan også samle vælgerne om en regeringschef, hvis han viser, at han har mod og evne til at lede i turbulente tider.