Thomas Larsen: EU-kampagne i slæbegear

Der er udsigt til en forkølet valgkampagne præget af lunkent engagement fra partiernes side, en række kandidater uden den store gennemslagskraft og en befolkning, som først sent bliver klar over, at der overhovedet er et parlamentsvalg under opsejling.

Debatten før valget til Europa-Parlamentet den 7. juni ser til mange ja-sigeres frustration ud til at blive præget af alt det, som vi ikke vil være med til fra dansk side. Den fælde er ja-siden gang på gang faldet i, og den konservative spidskandidat Bendt Bendtsen, der her ses sammen med spidskandidaterne (t.v.) Jens Rohde (V) og (t.h.) Dan Jørgensen (S), har åbnet ballet med sine udtalelser om, at Tyrkiet måske ikke bør være fuldgyldigt medlem af EU. Fold sammen
Læs mere
Foto: Casper Christoffersen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Med uvenlig adresse til Uffe Ellemann-Jensen udtalte Hans Engell engang, at man godt kunne nøjes med at sige ja til EU – uden at behøve at sige halleluja.

Den tidligere konservative leder var dødtræt af Ellemanns højlydte begejstring for det europæiske samarbejde, og han kunne ikke tåle synet af Venstrelederen, når han luftede sine sokker med EU-stjernerne på.

Siden har det meste af Christiansborg taget Engells ord til sig. Der findes i dag ingen politikere, der med samme overbevisning som Ellemann tør bygge en stor del af deres politiske vision på et tæt EU-samarbejde, og som har samme mod til at gå hårdt til danskerne for at forklare dem nødvendigheden af et tæt europæisk samarbejde.

Den mere kølige strateg Anders Fogh Rasmussen, der efterfulgte Ellemann, nedtonede bevidst partiets europæiske profil og ventede længe, før han lagde op til et opgør med de danske EU-forbehold. Et opgør, der som bekendt aldrig blev gennemført. Da irerne sagde nej til Lissabon-traktaten, måtte Fogh skrinlægge sin ambi­tion om at fjerne forbeholdene og føre Danmark ind i hjertet af Europa.

Lige nu præges nedtællingen til valget til Europa-Parlamentet den 7. juni af mangel på dynamik og entusiasme. Til mange ja-sigeres frustration ser debatten ud til at blive præget af alt det, som vi ikke vil være med til fra dansk side. Den fælde er ja-siden gang på gang faldet i, og den konservative spidskandidat Bendt Bendtsen har åbnet ballet med sine udtalelser om, at Tyrkiet måske ikke bør være fuldgyldigt medlem af EU – men derimod tilbydes en form for partnerskabsaftale.

Dermed siger den trængte kandidat, hvad mange vælgere – også borgerlige – tænker. Regeringens linje er, at Tyr­kiet skal kunne blive medlem – hvis landet opfylder kravene til medlemskab – men reelt er der i Venstre og Det Konservative Folkeparti dyb tvivl om, hvad der vil være den rigtige løsning i forhold til Tyrkiet.

Da jeg i år 2000 udgav interviewbogen »I godtvejr og storm« baseret på samtaler med Fogh, talte han selv uden omsvøb og sagde: »Jeg kan ikke forestille mig Tyrkiet som medlem af EU. Politisk, økonomisk og kulturelt ville landet blive en fremmed fugl i samarbejdet, og et tyrkisk medlemskab kunne gøre samarbejdet ustabilt. Et tyrkisk medlemskab ville udvide EUs ydre grænse til Iran og Irak, og dermed vil vi bevæge os ind i Mellemøstens urocentre. Det vil jeg være imod,« sagde Fogh og fortsatte. »Vi må på ingen måde vende Tyrkiet ryggen, og derfor skal vi medvirke til at lave en god associerings­aftale med Tyrkiet, for vi har en vital interesse i at styrke de vestligt orienterede kræfter i landet, og vi har en stærk interesse i en økonomisk udvikling i Tyrkiet, som afskærmer det fra tendenser til islamisk fundamentalisme.«

Siden har Fogh ændret strategi og retorik – og i sit NATO-job, hvor han skal samarbejde tæt med tyrkerne – må han gå på listesko.

Den skepsis, som ligger i citatet, gælder imidlertid fortsat for mange Venstrefolk og Konservative. I weekendens løb gav den tidligere Venstre-minister Britta Schall Holberg udtryk for sin personlige skepsis, da hun konstaterede, at EU og Tyr­kiet ligger værdimæssigt langt fra hinanden, ligesom hun fastslog, at Tyrkiet har svært ved at leve op til EUs fundamentale spilleregler. Samme skepsis deler eksempelvis Karen Jespersen.

Hvor meget spørgsmålet vil præge slutspurten frem til parlamentsvalget, er umuligt at forudsige, men et godt gæt er, at det vil blive berørt på hvert eneste vælgermøde. Det samme gælder for et andet tema, som handler om, hvad mange danskere nægter at acceptere – nemlig, at EF-Domstolen kan træffe afgørelser, der får direkte konsekvenser for Danmarks udlændingepolitik.

EF-Domstolens Metock-dom fra sidste sommer er ingenlunde glemt, og især Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti har øje for, at mange danskere finder det provokerende, at en dom fra EF-Domstolen kan underminere dele af de danske udlændingeregler.

Spørgsmålet om Tyrkiets medlemskab og rammerne for EF-Domstolen er selvsagt væsentlige temaer med betydeligt sprængstof i, og det er naturligt, at disse temaer står højt på dagsordenen. Men for ja-siden er problemet, at man igen styrer mod en kampagne, hvor man aldrig får sat strøm til argumenterne for at deltage i EU, og hvor man ikke får betonet vigtigheden af et stærkt Europa i forhold til klodens øvrige magtcentre.

Som landet ligger, er der udsigt til en forkølet valgkampagne præget af lunkent engagement fra partiernes side, en række kandidater uden den store gennemslagskraft og en befolkning, som først sent bliver klar over, at der overhovedet er et parlamentsvalg under opsejling.

Måske havde Engell ret i, at ja-siden ikke behøvede at sige halleluja, men uden entusiasme og overbevisning har ja-siden kurs mod et valg med rekordlav deltagelse.