Thomas Larsen: Banderne bliver svære at stoppe

Regeringens bandepakke vil dæmme op for de akutte problemer på Nørrebro og i andre bydele i København. Men de grundlæggende problemer løses kun gennem et langt sejt træk på integrationsområdet.

Da justitsminister Brian Mikkelsen (K) præsenterede sin plan mod bandeterroren i den indre by, kunne han regne med solid opbakning, for alle ønsker at komme uvæsenet til livs.

Men reelt er der en overhængende risiko for, at vi kun har set begyndelsen på en historie, som vil dominere mediebilledet i mange år.

Bander af rodløse unge, som slås med rockerne om lukrative hashmarkeder, har såre nemt ved at rekruttere nye medlemmer. Mindre brødre står i kø for at springe til, når de ældre ryger i fængsel. Mange har så ringe kvalifikationer, at vejen til uddannelse og job er uhyggeligt lang. Ofte forlader de folkeskolen uden de mest elementære færdigheder i fag som dansk og regning.

De skærpede strafferammer i regeringens bandepakke kan gøre det nemmere at indhegne de kriminelle unge. Politiet vil kunne sende flere i fængsel – og måske vil flere blive ekspederet helt ud af landet – så Nørrebro ikke bliver ved med at fremstå som et lovløst territorium, vi normalt forbinder med brændpunkter fjernt fra vores grænser. Men – når dette er sagt – vil det være naivt at tro, at bandepakken løser de grundlæggende problemer.



Set i et længere perspektiv står banderne som en skamstøtte over en udlændinge- og integrationspolitik, der på lange strækninger er mislykket.

En af de politikere, som mest direkte slår dette faktum fast, er Venstres Eyvind Vesselbo. Han var en af de første, som advarede om konsekvenserne af indvandringen, og han peger korrekt på, at problemerne har fået lov til at vokse, uden at politikere og myndigheder har grebet tilstrækkeligt effektivt ind.

Den tidligere udlændingepolitik førte til, at titusinder af indvandrere uden uddannelsesmæssige forudsætninger kom til landet uden at kunne få et solidt fodfæste på arbejdsmarkedet. Resultatet har bl.a. været stor arbejdsløshed, opbygning af ghettoer og parallelsamfund, hvor mange af indvandrernes børn er vokset op uden at blive en del af deres nye samfund.

Med VKO-alliancens valgsejr i 2001 blev tilstrømningen stoppet, og indvandringen skiftede fundamentalt karakter. Men trods mange initiativer er tusinder af børn og unge vokset op i ghettokulturer og endt i et modsætningsforhold til det omgivende samfund.



Undervejs er vi blevet advaret. På baggrund af sin forskning har professor Nina Smith fortalt om fremkomsten af et fattigt proletariat domineret af mennesker med indvandrerbaggrund. Journalist Lars Olsen har indgående beskrevet, hvordan børn og unge med indvandrerbaggrund – samt svage danske elever – har forladt folkeskolen med katastrofalt ringe kundskaber. Og han har i bøger berettet om de voksende konflikter på Nørrebro.

Begge har gjort opmærksom på, at billedet af »indvandrerne« langtfra er entydigt. De har peget på, at mange danskere med indvandrerbaggrund har klaret sig godt. De har arbejde og deres børn får gode uddannelser og job. Men for de svageste grupper er afstanden til det danske samfund – socialt, økonomisk og kulturelt – vokset i et faretruende omfang.

Den grimme nyhed er, at udviklingen i økonomien forstærker problemerne for de svageste. Under højkonjunkturen måtte private virksomheder og det offentlige kæmpe om arbejdskraften, og de åbnede flere døre end normalt for at få medarbejdere. Den igangværende globale krise vil udløse et tilbageslag for de unge, som står i udkanten af arbejdsmarkedet, og det bliver ekstremt svært at finde job til utilpassede unge mænd uden kvalifikationer.

Ugens bandepakke vil formentlig og forhåbentlig skabe større sikkerhed for beboerne på Nørrebro, men de grundlæggende problemer består – og de vil vokse.



Af samme grund vil vælgerne gradvist orientere sig mod politikere og partier, som i deres øjne kan fremlægge de mest overbevisende løsninger til en mere holdbar integration, og det er netop en del af Eyvind Vesselbos pointe.

Han advarer om, at regeringen på længere sigt vil miste autoritet, hvis den ikke mere tilbundsgående får løst de svære udfordringer, og han drager en parallel til den tidligere socialdemokratiske statsminister Poul Nyrup Rasmussen:

»Han tabte i sidste ende valget på, at han igen og igen sagde, at der var styr på tingene. Men folk kunne jo se, at det ikke passede.«