Tenoren spiller trompet

Musik: Wunderlich populär.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere
Da nu afdøde Luciano Pavarotti blev spurgt om navnet på alle tiders største tenor, svarede han Fritz Wunderlich. Og helt forkert er det ikke: Wunderlichs kometkarriere begyndte midt under det tyske Wirtschaftswunder sidst i 1950’erne og førte ham rundt til alverdens pladestudier – hans udgave af »Das Lied von der Erde« med Christa Ludwig hører stadig til de størst anlagte nogensinde. Men en skæbnetung dag i 1966 gik det helt galt: Han faldt ned fra nogle bekendtes jagthytte og døde kort efter, kun 33 år gammel. Synd for verden. For nylig fandt man så en overraskelse i arkiverne: Indspilninger fra hans ungdom af 17 slagere som »Ihr schönen Frau’n«, »Von Liebe und Glück« og »Lass mich niemal mehr allein«. En hel time med den slags bliver rigtignok hurtigt for meget af det gode, lidt som flødeskum på chokolademousse. Alligevel havde den tyveårige ukendis en uforlignelig stemme. Og på bl.a. »Mon bijou« kan man høre ham spille en overraskende god trompet!