Stjerne testet corona-positiv: Får ikke lov at stille til start i US Open

Den 17.-seedede franske tennisspiller Benoît Paire er trukket ud af grand slam-turneringen US Open.

En coronasmittet tennisspiller blev søndag fjernet fra US Opens deltagerliste.

Arrangørerne af grand slam-turneringen oplyste ikke navnet på spilleren, men kort efter var den franske tennisspiller Benoît Paire fjernet fra deltagerlisten.

Tidligere søndag skrev den franske avis L'Equipe, at Paire var testet positiv for coronavirus.

Dermed er det med stor sandsynlighed Paire, som er ramt af coronavirus, dagen før at grand slam-turneringen i USA går i gang.

Paire, der er nummer 22 i verden, var seedet som nummer 17 ved US Open.

I stedet for Paire har US Open indlemmet spanieren Marcel Granollers, der er nummer 149 i verden.

I første runde skal Granollers møde polakken Kamil Majchrzak, der er nummer 108 i verden.

/ritzau/