Nadal er klar til at møde græsk komet i Australien

Rafael Nadal vandt sin kvartfinale i Australian Open uden at blive brudt en eneste gang af Frances Tiafoe.

Rafael Nadal tager en tår vand under kampen mod amerikaneren Frances Tiafoe Greg Wood/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den ene semifinale i herresingle i grand slam-turneringen Australian Open bliver en dyst mellem rutinerede Rafael Nadal og den 20-årige komet Stefanos Tsitsipas.

Tirsdag eftermiddag blev Nadal nemlig også klar til semifinalen, da han uden de store problemer bankede amerikaneren Frances Tiafoe.

Nadal vandt 6-3, 6-4, 6-2 uden på noget tidspunkt at blive brudt i kampen, der varede lidt under to timer. I alle tre sæt brød Nadal amerikanerens serv i første forsøg og havde derfor hele tiden det mentale overtag.

Tiafoe lignede aldrig en spiller med evnerne til at bremse den 17-foldige grand slam-vinder.

Kampen skulle et stykke ind i andet sæt, før Nadal for første gang afgav en breakbold. Krisen var dog ikke større, end spanieren afværgede amerikanerens to forsøg på at hente det servegennembrud, som han var nede med.

I tredje sæt var der heller ikke for alvor spænding om udfaldet. Nadal brød hurtigt til 1-0, og Tiafoe havde det fortsat vanskeligt i spanierens serv.

Da Nadal selv brød for fjerde gang i kampen, kunne han efterfølgende serve sejren hjem. Det fik han også amerikansk hjælp til, da Tiafoe hamrede bolden ud af banen på Nadals første matchbold.

I semifinalen venter overraskelsen Stefanos Tsitsipas, der tidligere tirsdag brugte lidt over tre timer på at slå spanieren Roberto Bautista Agut i tre sæt.

Unge Tsitsipas brillerede tidligere i turneringen ved at sende Roger Federer ud af turneringen, selv om schweizeren var forsvarende mester og blandt de største forhåndsfavoritter.

/ritzau/