Mand får otte års fængsel for knivoverfald på tennisstjerne

Ved en domstol i byen Brno er en mand blevet idømt otte års fængsel for et overfald på Petra Kvitova.

Et voldsomt knivoverfald på tennisstjernen Petra Kvitova koster en mand otte års fængsel.

Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Gerningsmanden, Radim Zondra, havde erklæret sig skyldig i overfaldet og modtog sin straf ved en domstol i byen Brno.

Det vides endnu ikke, om han appellerer straffen.

Petra Kvitova blev overfaldet i sin egen lejlighed i den tjekkiske by Prostejov i december 2016. Hun blev stukket i den hånd, hun primært bruger til at holde tennisketsjeren og måtte efterfølgende opereres.

Der gik mere end fem måneder, før hun vendte tilbage til at spille turneringer, men siden har hun spillet sig op til den absolutte verdenselite igen.

29-årige Kvitova ligger i øjeblikket på andenpladsen på verdensranglisten, hvilket er hendes bedste placering til dato.

I januar nåede hun finalen i grand slam-turneringen Australian Open. Hun har tidligere vundet Wimbledon to gange.

/ritzau/