Kommentator råbte og skreg under sensationen: 'Det var virkelig frustrerende'

Tenniskommentator Anders Haahr Rasmussen var klar. Noterne var skrevet, den indledende var lavet og diverse overstregningstuscher var allerede kommet i brug.

Men da dagens French Open-opgør mellem danske Clara Tauson og Jennifer Brady gik i gang på Eurosport, var der ingen stemme. Kun lyden af slag og de små støn kom ud fra tv-skærmene og hjem i danskernes stuer.

Årsagen skyldtes store tekniske problemer hos Discovery, der ikke kunne nå at blive løst. Derfor kunne Anders Haahr sammen med sin medkommentator Sisse Folmø blot se til, mens Clara Tauson i sin Grand Slam-debut overraskede alt og alle og besejrede verdens nummer 25.

»Vi sad og så den sammen inde i forberedelseslokalet og råbte og skreg. Isoleret set var det en fed oplevelse, men det var jo også virkelig frustrerende. Det er virkelig sådan et øjeblik, man rigtig gerne ville kommentere,« siger han til B.T. og fortsætter:

»Tennis er jo en lille sport i Danmark, så var har jo kun været Wozniacki, der i bred forstand har kunnet samle folk om tv-skærmen. Så det var virkelig uheldigt i dag.«

Den erfarne tenniskommentator kan dog alligevel uden problemer finde smilet frem, selvom den historiske dag ikke fandt sted i selve kommentatorboksen.

»Man får jo rigtig meget røg som kommentator, og måske var det her ligesom en mulighed for som tennisseer at se, at det altså er lidt fladt, når det hele er uden kommenatorer. Jeg får jo tit beskeder fra folk, der siger, at de hellere ville have, at der ingen kommentator var, men det kan være, de tænker noget andet nu,« griner Anders Haahr.

Samtidig glæder han sig over, hvad han så fra Danmarks blot 17-årige tennishåb, der undervejs afværgede to matchbolde, inden hun til sidst kunne bryde ud i jubel.

»Jeg har godt vidst, hvilket topniveau Clara Tauson har, men at hun kan levere det så konsekvent og uimponeret mod en af de allermest formstærke spillere på Touren overhovedet? Det er imponerende,« siger han og fortsætter:

»Og lad os ikke glemme, at Brady også spillede en god kamp. Det lignede den Brady, der pressede Naomi Osaka i tre sæt i New York ved US Open. Og hvis man kan slå en af de i øjeblikket 5-10 bedste spillere på en dag, hvor hun har en god dag, så ved jeg snart ikke.«

Anders Haahr Rasmussen gør det dog klart, at man fortsat lige skal trække vejret, inden man går i selvsving over Clara Tausons præstation.

»Hun er 17 år, og det er hendes debut. Der er ikke nogen grund til at sætte begrænsinger på, hvad hun kan drive det til. Omvendt så har jeg ikke super travlt med, hvad hun kan blive til. Men jeg vil godt gå så langt som at sige, at med det spil, vi lige har set, så er der ikke nogen grund til at sige, at hun ikke kan yde god mostand i næste runde.«

Her skal Clara Tauson også op imod en amerikaner. Denne gang er det verdensranglistens nummer 57, Danielle Collins.