Godt nyt til dansk tenniskomet: 'Han var helt vild'

 

2020 er lige rundt om hjørnet, og det ser ud til at starte aldeles godt for danske Holger Rune.

Dagen efter, han blev kåret til Årets Fund i dansk idræt, er verdens bedste juniorspiller i 2019 nemlig blevet tildelt et wildcard til ATP Challenger-turneringen i Noumea i starten af det nye år.

Og det var en besked, der blev taget vældigt godt imod. Det fortæller tennisspillerens mor, Aneke Rune, til B.T.

»Hans øjne var ved at poppe ud af hovedet, da jeg fortalte ham det. Han var så begejstret. ‘Er det rigtigt, mor?’. Han var helt vild,« forklarer hun.

Sammen med sin søn sad hun midt i et møde ude ved Dansk Tennis Forbund sammen med flere andre tennisspillere, der er en del af det danske Davis Cup-landshold. Midt i det hele, tjekkede Aneke Rune så sin mail.

»Vi havde joket med, at det kunne være sjovt, hvis vi fik tilbudt et wildcard dertil. Han snakkede om, hvor meget han gerne ville have nogle wildcards, og da Noumea blev nævnt sagde han: 'Mor, lover du, at vi også tager derhen, hvis vi får det?', og det lovede jeg ham,« fortæller en glad Aneke Rune.

Holger Rune-lejren ser nemlig invitationen som en enestående mulighed og som den perfekte start på et forhåbentligt godt år, hvor det unge talent skal forsøge at bide skeer med de store.

»Han har sine egne små mål i hovedet, og han er jo kvik nok til, at hvis han skal igennem og langt frem på ranglisten, så er der brug for døråbnere som den her. Så vi er meget glade.«

De flyver allerede til den lille ø øst for Australien den 1. januar og lander i Noumea sent om aftenen dagen efter. Der er heller ikke booket nogen returbillet, da der kan opstå andre muligheder i og omkring Australien, hvor der er mange Challenger-turneringer den kommende tid.

Derfor har tenniskometen også måtte melde afbud til en ellers planlagt turnering i Tyrkiet, ligesom de også har måtte melde fra til både lanceringen af TV 2 Sport X og Sport 2019 i Herning.

For selvom begivenheder som disse også er højt oppe på prioriteringslisten, så er det sportslige vigtigere end alt andet, forklarer Aneke Rune.

Tenniskometen kommer til at spille sin førsterundekamp den 6. eller 7. januar, hvor der udover ranglistepoint også kæmpes om en samlet præmiesum på over en halv million kroner.

Holger Runes 25-årige landsmand Mikael Torpegaard er også med i turneringen.