Telebranchen vil ikke blokere spillesider

Telebranchen vil ikke frivilligt blokere for udenlandske gamblingsider. Det er ellers et af forslagende i skatteministerens udmelding om delvis liberalisering af spillemonopolet.

Foto: Scanpix
Skatteministeriet skal ikke regne med telebranchens hjælp, når han vil blokere for udenlandske spillesider.

»Det er ikke vores opgave, at holde øje med, hvad der sker på internettet. Vi er ikke noget internet-politi,« fortæller Jens Ottosen-Skøtt, der er formand for teleindustriens brancheforening.

Blokeringen af internetsiderne er blevet nævnt af skatteministeren i forbindelse med en liberalisering af det danske spillemonopol. Idéen er at give licens til udenlandske gamblingsider, som overholder en række krav fra den danske regering - deriblandt en afgift til staten på 15-20 procent.

Men for at kunne udelukke spillesiderne uden licens har skatteministeren nævnt, at man kunne blokere for betalingen til dem eller visningen af dem på internettet. Det sidste kræver internetudbydernes hjælp.

»Det er ikke noget vi gør frivilligt, men hvis skatteministeriet laver en lovhjemmel og derefter hiver os i retsalen og vinder, har vi selvfølgelig intet andet valg,« siger Jens Ottosen-Skøtt.

For at blokere for betalingen skal man samarbejde med bankerne, men i finansrådet vil man have nogle flere detaljer, før man tager stilling i sagen. European Gaming And Betting Association (EGBA), der er en række gamblingsiders lobbygruppe i EU, fortæller dog, at der typisk har været modstand fra bankernes lobbygrupper mod sådanne forslag, når de er kommet op. Begrundelsen har, ifølge EGBA, været at det er en besværlig proces og at folk finder andre veje alligevel.

I skatteministeriet fortæller særlig rådgiver Peter Høyer, at man endnu ikke har taget endelig stilling til blokeringerne:

»Vi er ikke kommet nærmere end, at vi skal finde en måde at blokere for de gamblingsider, der ikke overholder kravene. Hvordan det præcist skal gøres er ikke besluttet.«