Ingen gad stå i kø for en iPad

Der var hverken telt-liggere, konfetti eller kamerahold, da Apples iPad røg til salg i dag. Faktisk så interessen ud til at være meget begrænset.

Det var yderst roligt kl 9:51 foran Fona på Strøget, selv om iPad i dag blev sat til salg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Allingstrup

Det er ikke til at sige om det var kulden eller manglende interesse, der holdt folk væk - men gaderne var øde, da Berlingske.dk aflagde to københavnske Apple-forhandlere visit tirsdag morgen, for at tage pulsen på interessen for Apples nylancerede iPad.

Den længe ventede maskine blev sat til salg i dag - men selv om der angiveligt kun er et begrænset antal til salg, var der ikke just kø-dannelser foran butikkerne.

Foran Fona på Strøget stod to ensomme avissælgere fra Berlingske, og i Humac på Gammel Mønt var der kun fire mennesker i butikken, da Berlingske aflagde et kort visit lige efter åbningstid. En af disse købte en iPad, men de tre andre udvidste ikke iPad-udstillingsbordet nogen form for opmærksomhed.

Ved en fejl kom avisen B.T. i går til at trykke en annonce fra Computercity med priserne på de nye iPads og kom dermed nyheden om den lanceringsdatoen i forkøbet.

Der har ellers på forhånd været stor virak om Apples tavlecomputere. Maskinen har været til salg i USA siden i sommer, og mange danskere har allerede selv hentet en iPad hjem herfra - eller fra Tyskland, hvor maskinen også har kunnet fås længe.

Samtidig har det længe været muligt at købe en parallelimporteret iPad til opskruede priser i Danmark.

IDC estimerede i sidste uge, at der i år ville blive solgt op mod 71.000 tavlecomputere i Danmark, og at 80 procent af disse ville være iPads. Desuden forventes det, at de danske iPad-forhandleres hylder vil være tømt inden jul.

Apple har fordel af at være første store spiller på banen - men næste år vil det vælte ind med prisbillige alternativer, baseret på især Googles Android-software. Det vil ifølge IDC medføre, at der i 2011 bliver solgt 400.000 tavlecomputere i Danmark - heraf godt 200.000 iPads.