Udsigt til rekordsalg i 2011

Amerikanerne køber elektronik til hjemmene for svimlende summer - og det bliver kun større i år.

Verdens største forbrugerelektronikmesse, CES i Las Vegas, har i år over 125.000 besøgende fag- og pressefolk fra hele verden. Dermed er deltagelsen igen på vej op efter et fald under finanskrisen. På samme måde haler amerikanske forbrugere nu pengepungen frem og køber hjemmeelektronik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Breinstrup

LAS VEGAS, USA: Der er udsigt til rekordsalg af forbrugerelektronik i USA i 2011.

Det spår organisationen Consumer Electronics Association, der står bag verdens største messe for forbrugerelektronik, Consumer Electronics Show (CES), som torsdag-søndag er blevet afholdt i spillebyen Las Vegas i ørkenstaten Nevada i det sydvestlige USA.

Indtægterne for elektroniksalget ventes at runde 186 milliarder dollars (1.070 milliarder danske kroner), hvor 2010-omsætningen ser ud til at lande på 180 milliarder dollars.

Tavlecomputere bærer salget frem

CEA forventer, at navnlig nye produkter som tavlecomputere, e-bogslæsere og avancerede mobiltelefoner vil bære omsætningen frem.

I 2010 blev PC-salget den største omsætningskilde nogen sinde for elektronikbranchen. Hele 34 procent voksede den til 29 milliarder dollars. Det var navnlig mobilt bredbånd, der skubbede voldsomt på.

Tavlecomputere udgjorde lidt over en tredjedel af omsætningen for mobil computerbrug i 2010 og ventes i år at runde 36 procent.