Forestil dig, at du kommer dødtræt hjem fra et fotoshoot, og det eneste du har lyst til er at kollapse i sofaen. Du snubler ind ad døren, smider overtøjet i en bunke i entreen og når ikke længere end til favoritstolen i stuen, før søvnen tager dig. Når du så vågner igen, er billeder og video automatisk overført fra dit kamera og placeret, hvor de hører hjemme på din computer. Det er netop det, som Eye-Fi Pro X2 lokker med, men fungerer det?
Forberedelser og opsætning
I pakken er der ikke bare selve memorykortet, men også en lille instruktionsbog og en USB-SD-kortlæser. Kortlæseren tænkte vi til at begynde med nok var unødvendig for de fleste, siden næsten alle nyere bærbare PC'er har indbygget kortlæser, og det samme gælder efterhånden også mange skærmer og stationære PC'er. Men vi tog fejl.
Vi forsøgte at sætte kortet i fire forskellige kortlæsere, men kun kortlæseren i en Dell 2408WFP-skærm fik skabt kontakt med det. De andre - en fra SanDisk, en fra Kingston, og den indbyggede i en Dell U2711-skærm - formåede ikke engang at opdage, at kortet var der. Med Eye-Fis egen kortlæser gik det derimod som smurt, og autoplay-vinduet sprang straks op på skærmen. Denne kortlæser er ikke særlig stor, men er stor nok omkring stikket til, at der kan opstå problemer, når der er trængsel ved dine USB-porte, så en kort USB-stikforlænger kan være praktisk at have ved hånden.
Det første man må gøre, helst før man tager kortet i brug i et kamera, er at installere softwaren, som allerede ligger på det, og benytte den til at konfigurere kortet og sætte funktionaliteten op, sådan som man ønsker det. Går man ind i mappestrukturen på kortet er det ikke specielt vanskeligt at finde ud af, hvor man bør starte. Går man videre, finder man installationsfiler for Windows og Mac. Installationen af softwaren er lige ud af landevejen, og det første som sker, når man er færdig, er, at programmet leder efter opdateringer, hvilket det sandsynligvis vil finde.
For at gøre en lang historie kort går installationen problemfrit, i hvert fald på vores Windows 7 Pro x64-baserede system. Firewall'en testes og beder om adgang for kortet, og når så det er sket, bliver du spurgt, om du ønsker at lave en ny konto eller tilføje kortet til en allerede eksisterende konto. Når du så har gjort det, er det en firmware-opdatering af selve memorykortet, som står for tur. Alt i alt er det en lidt tidskrævende proces at gøre kortet klar til brug, så det bør du sørge for at have gjort på forhånd, og ikke mens du har travlt, og hvor den halvnøgne model står og fryser. Det er imidlertid langt fra en besværlig procedure, og folk som formår at tilkoble mobilen eller den bærbare til sit eget trådløse netværk bør derfor også fint kunne klare dette.
Når alle opdateringerne er kørt og konto er oprettet, er det på tide at koble kortet til dit trådløse netværk, og det var her vi stødte på dagens første problem: En Boo-boo-alert. Ja, du læste rigtigt, bare se billedet herunder.
Eye-Fi-softwaren har ikke så mange indstillingsmuligheder, så med bange anelser klikkede vi simpelthen "try again". Ti sekunder senere var alt i orden, helt automatisk.
Memorykortet i brug
Vi prøvede hovedsagelig kortet med to forskellige kameraer, Canon PowerShot S95 og Canon EOS 60D, begge med indbygget understøttelse af Eye-Fi-kort. Kameraet genkender hvilken slags kort, der er tale om, og åbner for en menu, hvor man kan sætte trådløsfunktionen til eller fra og holde øje med hvad, der sker. At kortets MAC-addresse opgives må vi sige, vi rigtig godt kan lide, siden det gør det markant lettere at åbne det, hvis man har MAC-filtrering i sit trådløse net. For en god ordens skyld prøvede vi også Eye-Fi-kortet i et Canon PowerShot A490, ikke uventet uden succes.
Det tager et øjeblik at få oprettet forbindelse, og så længe man fotograferer intensivt nok til at fylde kameraets buffer, vil det ikke være i stand til at begynde overførslen af billeder til PC'en. Lader man kameraet ligge tændt i ro i nogle minutter, kommer det sig, og man vil se et lignende vindue i et hjørne:
Der angives, som man kan se, filnavnet, filtypen, og hvor langt overførslen af billedet er kommet. I den medfølgende software kan man selv definere, hvor JPG-filer, RAW-filer og videofiler skal placeres, for det behøver ikke være det samme sted. Man kan også definere, hvilken slags mappenavn der skal oprettes automatisk, når filerne overføres, og her er friheden stor og velfungerende. Det er gjort meget enkelt, men samtidig utroligt fleksibelt, så for en meget sjælden gangs skyld er vi faktisk ganske imponerede over den medfølgende software. Det sker desværre ret sjældent.
Desværre viser det sig, at der er flere fluer i suppen, end ISO-standarden tillader, og der er flere ting, vi må holde vores entusiasme tilbage for. At vi ikke fik kortet til at fungere i Canon EOS 5D Mark II eller Canon EOS 50D, begge via denne adapter (ingen af kameraerne formåede at skrive til eller formatere kortet), er ikke specielt vigtigt, men at vi overhovedet ikke kunne få "Endless Memory"-funktionen til at fungere, er langt værre. Hverken under optagelse eller overførsel til PC formåede vi at få kortet til at slette efterhånden, som det overfører de ældste billeder, og til slut måtte vi simpelthen opgive denne funktion.
Læs også: Sådan tager du gode koncertbilleder
Læs også: Stor sammenligning af kameramobiler
Læs også: Ikke større end et kreditkort
Selve overførslen fungerede dog fint. Med fint mener vi, at billederne kom derhen, hvor de skulle, og det via trådsløs overførsel. Hastigheden tilsiger imidlertid, at dette langtfra er nogen praktisk løsning.
For at teste overførslen blev katten en noget uvillig fotomodel, og på kort tid havde vi fyldt memorykortet med ca. 8 GB RAW JPG-billeder fra et Canon EOS 60D. Overførslen startede automatisk efter nogle minutter og fortsatte derefter helt indtil batteriet på kameraet løb tør for strøm efter næsten tre og en halv time, uden at alle billederne var færdigt overførte.
For øvrigt var "Endless Memory" også slået til under dette forløb, men uden nogensinde at slette nogle billeder fra kortet, akkurat som før. Der blev heller ikke overført nogle billeder til PC'en, så længe fotograferingen stod på. Vi mistænker, at kortet ikke formår at etablere forbindelse og overføre filer, mens kameraet skriver til det. Eye-Fi skal imidlertid have et lille plus for, at det huskede, hvor overførslen blev afbrudt, da batteriet døde, og for at det automatisk fortsatte på det rigtige sted, da vi satte et nyt batteri i kameraet.
Konlusion
Som memorykort at betragte, hvis man lige ser bort fra det trådløse aspekt et øjeblik, er Eye-Fi Pro X2 en forholdsvis langsom sag. Skrivehastigheden skabte vanskeligheder ved for lange serier i vores testkamera, og selv om læsehastigheden var noget bedre, var den heller ikke så meget mere værd at skrive hjem om. Det tog omtrent fire timer at overføre alle 8 GB med billeder på kortet trådløst, mens den medfølgende kortlæseren gjorde det på lidt under otte minutter.
Opsummeret set gør det, at det desværre er temmelig uaktuelt at bruge et sådant memorykort som et reellt alternativ til såkaldt "tethered shooting", som er ganske praktisk i studie og lignende situationer, selv om man med Eye-Fi kan importere billeder direkte til Lightroom eller Aperture, hvis man skulle ønske at gøre sådan automatisk. Til det formår er det ganske enkelt for langsomt, og det kan ikke stå tilbage som andet end en joke, når man tænker på "Endless Memory", for det er alt andet end 'endless'.
Så hvad skal vi egentlig med det?
Jamen, det er jo lidt fascinerende, at det i det hele taget går an at proppe 8 GB lagringskapacitet ind i et memorykort sammen med et WiFi-modul, men det er for teknologifreaks som os. Hvad med de andre?
Trådløs overførsel af billeder havde været utroligt praktisk, hvis man er på tur og har glemt sit kabel eller kortlæser, men det er også en slags doven undskyldning, for hvad hvis man har glemt opladeren?
Overførslen fra vores kamera spiste i det hele taget så meget strøm, at antallet af billeder på en opladning faldt med omkring 75%, og i forhold til hvad dette kort selv koster, vil man både have råd til ekstra memorykortlæser og memorykort med fem-seks gange så meget hukommelse i stedet for dette.
Uploadningen direkte til Facebook fungerede gnidningsfrit, men man må fremdeles have en PC for at det kan lade sig gøre. At kortets medfølgende software understøtter dette er ikke nær så arbejdsbesparende, det koster det samme, som man må betale for et fire gange så stort memorykort.
Det er med blandede følelser, at vi må konkludere vores testeksemplar Eye-Fi Pro X2 som dumpet, for vi ønskede det alt det bedste, men det kunne ikke leve op til det. Det meste fungerer, sådan nogenlunde, men det er for langsomt til at være hensigtsmæssigt, specielt for de professionelle, som kortets navn jo tyder på, at det er henvendt til. De som muligvis vil have en slags nytte af kortet, er de glade amatører, som uploader mere til facebook og youtube end de (og deres venner) egentlig har godt af.
For de hårdføre proffer og fotoentusiaster derimod er dette ikke tilnærmelsesvist fleksibelt eller hurtigt nok. Hvor mange ville for eksempel købe et SDHC-kort, som har begrænset kortlæserunderstøttelse eller med en viden om at man skal bruge fire timer på at tømme det? Ikke mange, desværre, og det er synd, for teknologien er lovende, og der findes mange interessante muligheder og funktioner her, som f.eks geotagging (som Eye-Fi kommer med) og Internetsurfing ved hjælp af kameraet (måske en dag i fremtiden?). Sådan som det er nu, synes dette kort imidlertid at være et ganske umodent produkt, som vi må bede komme tilbage, når det er blevet lidt ældre.
Læs også: Test: Hvor meget tåler et memorykort?
Læs også: Trådløs kortlæser
Læs også: Trådløse memorykort er endelig kommet
Denne artikel stammer fra Berlingske Media's norske søster-site, Akam.no
Oversat af Stina Resting
