Nettet runder to milliarder brugere

De sidste fem år er antallet af internetbrugere fordoblet. Det skyldes især større adgang i udviklingslande, viser en ny FN rapport.

Mange mennesker kender efterhånden 'world wide web' rigtig godt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Martin Rasmussen

Selv på internettet kan der være trængsel - og det er ikke uden grund.

Ved udgangen af 2010 vil antallet af internetbrugere nemlig runde to milliarder, og det er en fordobling verden rundt indenfor de seneste fem år, viser en FN rapport fra International Telecommunication Union, skriver CNN.

Flere udviklingslande er online
Forklaringen på internet-boomet kan blandt andet findes i udviklingslande, hvor internetadgangen er på vej frem. Ifølge FN rapporten, vil 162 ud af 226 nye brugere i 2010 være fra disse lande.

Der vil dog stadig være en stor kløft mellem højteknologi- og udviklingslande, da eksempelvis 65 procent europæere har adgang til internettet imod mindre end ti procent afrikanere, skriver CNN.

Bredbånd er et afgørende skridt
FN rapporten fokuserer også på hurtigere bredbåndsløsninger, der giver brugere mulighed for at downloade og dele større filer som billedmateriale og videoer.

Ifølge International Telecommunication Union er højhastighedsforbindelser vejen til yderligere vækst:

- Bredbånd er det næste vendepunkt, den næste virkelige transformerende teknologi. Det kan generere job, fremme vækst og produktivitet og understøtte langvarig økonomisk konkurrencedygtighed, siger generalsekretær Hamadoun Toure i en skriftlig udtalelse.

Ifølge FN rapporten vil otte procent af verdens befolkning have bredbåndsadgang i år, skriver CNN.

Læs hele rapporten her