Næsten ny fladskærmsrekord i 2010

Selv om de fleste skiftede TV-apparatet ud, da det danske TV-signal blev lavet om i 2009, fortsatte salget i 2010 med næsten uformindsket styrke. Og nu skal de ældste fladskærme skiftes - ellers kan man ikke se dansk TV om et par år.

Foto: Ethan Miller

LAS VEGAS, USA: 2010 blev det næstbedst sælgende år nogen sinde for fladskærmsfjernsyn, selv om der blev skiftet ud som aldrig før i de danske hjem året før, hvor Danmark skiftede TV-signal.

Men der er stadig over en million husstande, som har gamle billedrørsfjernsyn stående, og oveni skal mange af dem, der købte de første fladskærme snart skifte dem ud, hvis de fortsat vil se dansk TV.

Derfor er den danske brancheforening for elektronikproducenter, Branchen Forbrugerelektronik (BFE), slet ikke så trist over den tilbagegang i salget, som 2010 alligevel blev i forhold til rekordåret 2009.

Større styksalg, lavere priser

»Omsætning ligger plus/minus på samme niveau som i 2009, måske falder den med fem procent. Det er ikke antallet af produkter, der falder. Det er derimod stykprisen,« siger Kurt Frausing, direktør for Branchen Forbrugerelektronik, der samler alle de store elektronikproducenter.

I 2009 blev der solgt omkring 750.000 fladskærmsfjernsyn. Sidste år vil lande på omkring 725.000, når de endelige tal foreligger om nogle uger.

»Det er stadig ekstremt høje tal,« siger Kurt Frausing.

850.000 ser »gammelt« fjernsyn

En Gallup-undersøgelse fra efteråret viser, at 850.000 husstande stadig ser analogt fjernsyn, altså TV på gamle apparater, der ikke er i stand til at modtage de nye, digitale og langt bedre signaler. 1,2 millioner husstande har fortsat deres gamle billedrørs-TV i drift. Dertil kommer, at 700.000 fladskærme er så gamle, at de ikke er i stand til at vise de meget fine HD-signal, og endelig har 100.000 husstande en fladskærm, som fra 2012 ikke længere kan bruges til at vise danske kanaler via en antenne.

Da ændres måden at sende TV-signalet ud på nemlig fra den såkaldte MPEG2-standard til den nye MPEG4-standard, som formår at klemme de mange data, som et TV-signal udgør, langt bedre sammen, så der er plads til flere TV-kanaler på den samme plads. Derfor skifter Danmarks Radio og TV2 til den nye MPEG4-standard, og så hægtes alle ældre fladskærmsfjernsyn af.

Stort set alle fladskærme, som er købt inden for de seneste et-to år, er født med MPEG4-modtager. Alle andre skal enten have en ny digital modtagerboks - eller et nyt fjernsyn.

Nu skrottes de gamle apparater

BFEs tal viser også, at danskerne nu opgiver endegyldigt deres gamle fjernsynsapparater. Hver gang der sælges en fladskærm, ryger et gammelt billedrørsfjernsyn retur. Der er ikke længere nogen, der forsøger at forære det væk.

«Der har virkelig været et boom i antallet af returnerede billedrørsfjernsyn. Derfor forventer vi, at bestanden af billedrørsfjernsyn her ved årsskiftet vil ligge på 2,3 millioner styk. Dermed er der stadig basis for at sælge mange fladskærme i år,« siger Kurt Frausing.

Der sælges fortsat flest 32-tommerskærme, men efterhånden er 50 procent af alle fladskærme fra 37 tommer og opefter, og der er næsten dobbelt så mange nu, der køber fladskærme, der er større end 42 tommer. Den tendens vil uden tvivl fortsætte i 2011, især fordi priserne fortsat falder.

En undersøgelse fra begyndelsen af 2010 viste, at 27 procent af danskerne købte deres fladskærm i varehuse, 22 procent i radio-/TV-kæder og 15 procent på forbrugerelektronikmarkeder. Når nye tal snart foreligger, ventes navnlig salget via Internet at være vokset mærkbart.

Langt de fleste danske husstande - ca. 925.000 - har i øvrigt mellem 31 og 50 TV-kanaler, mens 250.000 har over 50 TV-kanaler.

Blu-ray-salg fordoblet

Antallet af solgte DVD-afspillere falder fortsat, mens vi i 2010 købte dobbelt så mange Blu-ray-afspillere. DVD-afspillersalget lå i 2009 på 220.000 styk. I 2010 blev der solgt omkring 180.000. Til gengæld voksede salget af Blu-ray-afspillere fra 50.000 styk i 2009 til 100.000 i 2010.

»En af forklaringerne er, at priserne på Blu-ray-afspillere er faldet voldsomt, selv blandt mærkevarer. Faldet er langt større end ved DVD-afspillerne i sin tid,« siger Kurt Frausing.

Endelig falder salget af både video- og stillbilledkameraer, førstnævnte fra 55.000 styk i 2009 til 45.000 i 2010, mens styksalget af stillbilledkameraer er dalet fra 550.000 til 520.000.