Honeycomb kun på tavlecomputere?

Rygter om kravene til den næste Android-version.

Google er på vej med ny version af Android. Det vides dog endnu ikke helt, om det bliver en version 2.4 eller 3.0 - og indtil videre spekuleres der i, hvilke krav der er til de tavlecomputere, der skal køre på operativsystemet. Fold sammen
Læs mere
Foto: SHANNON STAPLETON

Websitet pcmag.com har efter sigende fået fat i sikker information angående næste udgave af Googles operativsystem Android. Mere specifikt drejer det sig om mindstekravene for, at enheder skal kunne køre systemet.

Sidste år var der en del ståhej omkring de hardwarekrav, som Microsoft ville stille til Windows Phone 7-enheder, og nu kan det virke som om, det samme er i færd med at ske for Android.

Kraftig processor og stor skærm

I første omgang er der tale om Honeycomb-udgaven af Android, som enten får versionsnummer 2.4 eller 3.0. På listen over mindstekrav til at kunne køre næste udgave af Android skal en dobbeltkernet ARM Cortex A9-processor være det vigtigste krav.

Ser vi på kravene til skærmopløsning, kan det tænkes, at Honeycomb bliver en ren tavlecomputer-version af Android - det varer nemlig et stykke tid, før de normale skærme når opløsningen i kravspecifikationen på 1280 x 720 pixels.

Motorola først ude?

Ifølge rygterne vil Motorolas kommende tavlecomputer blive den første på markedet med Honeycomb. Rygtemodellen Samsung Galaxy Tab 2 vil efter alt at dømme også være tidlig ude.

Rygterne om Galaxy Tab 2 går på, at størrelsen bliver på ti tommer, og at tavlecomputeren kører på Nvidias Tegra 2-platform. Dermed er der altså tale om en ganske anderledes tavlecomputer end den nuværende Galaxy Tab, og Honeycomb-kravene kan have noget at gøre med denne kursændring.

Det fortæller chefen i teknologiselskabet Enspert til pcmag.com. Enspert har selv en Android-baseret tavlecomputer undervejs.

Mere information er lige rundt om hjørnet. I denne uge afholdes teknologimessen CES, Consumer Electronics Show, i Las Vegas, hvor det forventes, at Motorolas tavlecomputer blandt andet vil blive afsløret . Ifølge rygterne bliver navnet Motorola Xoom.

Denne artikel stammer fra Berlingske Media's norske søster-site, Amobil.no

Oversat af Stina Resting