Tam socialgyser

Film: »EKKO« Anders Morgenthalers danske film »EKKO« er både socialrealisme og gyser, men ikke vellykket.

Kim Bodnia i rollen som Simon, der kidnapper sin søn Louie – spillet af Villads Milthers Fritsche. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bjørn Bertheussen
En far og hans lille søn ankommer til et tomt sommerhus. Idyllisk ser der ud, men manden har ingen nøgle til huset og må bryde ind i det. Man aner straks, at noget er galt.

Snart viser det sig da også, at Simon, der er politimand og derfor pistolbevæbnet, er fraskilt og har bortført sønnen Louie for at holde ferie sammen med ham. Hyggen har dog på de givne præmisser svært ved at indfinde sig, især eftersom den traumatiserede Simon hærges af frygtelige mareridt om sin egen far, og da en køn kassedame kasseret af sin kæreste trods Simons protester uden videre flytter ind hos far og søn, bliver situationen endnu mere uholdbar. Kan historien overhovedet ende godt?

Man burde håbe det bedste og frygte det værste, men er egentlig ret ligeglad, for Anders Morgenthaler får med sin første spillefilm »EKKO« slet ikke fat om tilskuerens følelser. I stedet for at skildre den desperate fars umulige situation lavmælt og indtrængende serverer han en række hidsige virkemidler, der overvejende er hentet fra gysergenren, og som betyder, at »EKKO« i bratte ryk bevæger sig frem og tilbage mellem solbeskinnet socialrealisme og grotesk spøgelseshistorie. Det holder slet ikke.

Det bedste i denne på én gang effektjagende og papirtynde film er lille Villads Milthers Fritsche, der er fuldstændig uimodståelig som Louie, ligesom stortalentet Stine Fischer Christensen tappert (men forgæves) forsøger at få en troværdig figur ud af det postulat, som manuskriptet gør den påtrængende kassedame Angelique til. Kim Bodnia er som den uligevægtige Simon okay uden at imponere, og helt bizart er det at se svenske Peter Stormare dukke vildt grimasserende op som Simons åbenbart skrækkelige far. Var Simon som dreng skyld i hans død? Måske. Er Simon som voksen ved at miste forstanden? Muligvis. Er svarene på disse spørgsmål vigtige og vedkommende? Nej.

Anders Morgenthaler debuterede flot og provokerende som instruktør med voksen-tegnefilmen »Princess«, men »EKKO« er pompøs på en porøs måde og ville have været fyldt med stilbrud, hvis den havde haft en stil at bryde. Dens heftige chokklip postulerer en spænding, som der ikke er dækning for i den spinkle handlings melodramatiske tomgang, og især den nærmest parodiske brug af slow-motion viser klart, at Anders Morgenthalers filmiske talent trænger kraftigt til at blive trimmet.

Man afskriver ham absolut ikke, for hans mod til at gå egne filmiske veje fejler ingenting, Men man ønsker ham bedre held næste gang – og især bedre dømmekraft.