Succesiværksætterne soler sig i offentlighedens lys i disse år. Spørgsmålet er dog, om vi risikerer at blive blændet af startupstjernernes skær? Stirrer vi os blinde på dem og misser dermed det større mønster, som deres blotte tilstedeværelse vidner om?
Muligvis. Iværksætterstjernernes eksistens kan meget vel udgøre et lille fragment af et meget større billede. Et billede, der er værd at fremkalde i forbindelse med lanceringen af årets Berlingske Talent 100, som netop sætter spotlight på bemærkelsesværdige unge mennesker i erhvervslivet.