Talent 100 går live: Se med, når Ane Cortzen interviewer TV 2s indholdsdirektør Lotte Lindegaard

100 lysende talenter bliver i disse måneder portrætteret i Berlingske. I dag klokken 17 fortæller TV 2s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard, om sit syn på talentudvikling, når hun bliver interviewet af Ane Cortzen live i Berlingskes nye konferencesal på toppen af mediehuset i Pilestræde. Du kan følge med herunder.

Lotte Lindegaard, indholdsdirektør hos TV 2, er gæst, når Talent 100 går live med Ane Cortzen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Berlingske sætter med Talent 100-kåringen fokus på 100 unge, der har evnen og viljen til at nå helt til tops i dansk erhvervsliv. Unge, der kan, tør og vil.

Frem til 28. maj vil der løbende blive publiceret portrætter af de 100 talenter her på Berlingske.dk.

I dag, onsdag, går Talent 100 live. Det sker klokken 17, når TV 2s indholdsdirektør, Lotte Lindegaard, lægger vejen forbi Berlingske og bliver interviewet af Ane Cortzen ved et liveevent i Berlingskes spritnye konferencesal, Salonen, på toppen af mediehuset i Pilestræde i det indre København.

Som indholdsdirektør har Lotte Lindegaard både reality og nyheder på programmet, men også et ansvar for at håndtere de #metoo-sager, der har været på TV 2.

Interviewet i dag er en fortsættelse af den samtale, som Lotte Lindegaard for nylig havde med Ane Cortzen i podcasten »Talent 100«. Her fortalte mediechefen, hvordan hun styrer både programmerne og talenterne på TV 2.

Mød Lotte Lindegaard, der er indholdsdirektør hos TV 2, når Talent 100 går live med Ane Cortzen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»TV 2 har været udlagt som epicentret for #metoo«

Lotte Lindegaard blev i podcasten kaldt »den ukronede dronning af public service«. Inden hun kom til TV 2, arbejdede hun i 14 år på DR og har blandt andet været kanalchef og med til at starte DR3.

Men 14 år er for lang tid at være ét sted, mener Lotte Lindegaard, hvis bedste råd til de unge talenter er, at de skal skifte job noget oftere og holde sig nysgerrige. Og så skal de huske at slappe af indimellem.

TV 2 har siden efteråret været ramt af en række #metoo-sager, som Lotte Lindegaard og resten af ledelsen har skullet håndtere.

»Det har været hårdt, for TV 2 har været udlagt som epicentret for #metoo og sexistisk kultur, hvilket har været absurd for rigtig mange af vores medarbejdere at se på,« siger TV 2-chefen i podcasten og tilføjer:

»Der er ikke nogen, der er i tvivl om, at vi også skal have kigget på vores kultur, og at det var på tide at få gjort det. Og på den måde har det ført meget godt med sig, men det har været sindssygt hårdt at se TV 2 i skudlinjen i et halvt år og også med et billede, som man ikke altid synes var repræsentativt for, hvordan det er at arbejde på TV 2,« siger hun.

Dette og meget mere følger Lotte Lindegaard og Ane Cortzen op på i næste kapitel af samtalen live fra Berlingskes konferencesal kl. 17.

Olav Hesseldahl, direktør for Melting Pot Foundation, er et af dette års 100 talenter. Pr-foto Fold sammen
Læs mere

Her kan du også møde et af dette års 100 talenter. I dag er det Olav Hesseldahl, som for nylig blev direktør i Claus Meyers fond, Melting Pot Foundation. Fonden kæmper mod fattigdom og social ulighed med maden og måltidet som våben. Han er også manden bag organisationen Ungdomsbureauet og Ungdommens Folkemøde.

Herunder kan du høre podcasten »Talent 100« med Ane Cortzen.