Talent 100 går live: Se med, når Ane Cortzen interviewer Nephew-guitarist Kristian Riis

100 lysende talenter bliver i disse måneder portrætteret i Berlingske. I dag klokken 17 fortæller iværksætter og Nephew-guitarist Kristian Riis om sit syn på talentudvikling, når han bliver interviewet af Ane Cortzen live i Berlingskes nye konferencesal på toppen af mediehuset i Pilestræde. Du kan følge med herunder.

Ane Cortzen interviewer Kristian Riis i dag, torsdag, klokken 17. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tobias Kobborg

Berlingske sætter med Talent 100-kåringen fokus på 100 unge, der har evnen og viljen til at nå helt til tops i dansk erhvervsliv. Unge, der kan, tør og vil.

Frem til 28. maj vil der løbende blive publiceret portrætter af de 100 talenter her på berlingske.dk.

I dag, torsdag, går Talent 100 live. Det sker klokken 17, når guitarist i det succesfulde rockband Nephew, Kristian Riis, lægger vejen forbi Berlingske og bliver interviewet af Ane Cortzen ved et liveevent i Berlingskes spritnye konferencesal, Salonen, på toppen af mediehuset i Pilestræde i det indre København.

Kristian Riis fortalte for nylig i en Berlingske-podcast om nøglen til succes i musikverdenen. Han kender musikbranchen indefra og ved, at vejen til at gøre musikken til sin levevej kan ende med at blive meget lang, hvis man tager rejsen alene.

Derfor har han blandt andet etableret fællesskabet NordicLA i Los Angeles, USA, som skal være med til at gøre livet bedre for nordiske musikere og optimere deres chance for kommercielt gennembrud – samt det kulturelle partnerskabsfirma Volcano.

I podcasten fortalte han, at hans klare anbefaling til aspirerende musikertalenter er at finde sammen – og i processen benytte sig af de fællesskaber, som eksisterer i branchen.

»Hvis du ikke evner at samarbejde, hvis du ikke evner at forstå din rolle i en social kontekst, så kommer man ikke til at lykkes. Så er det ligegyldigt, hvor stort et talent man er – for at sige det rent ud,« siger han.

Kristian Riis’ erfaringer peger på alle måder på, at succes i langt de fleste tilfælde er resultatet af en fokuseret holdindsats. Det er ikke ensbetydende med, at forskellige mennesker ikke kan have forskellige talenter. Det kan de sagtens have, og det er i hans optik også en stor årsag til succes. Men hans erfaring er, at fællesskabets kraft ofte er kernen.

»Talent er en sjov størrelse. Er man bare født med det? Er det bare tillært? For mit vedkommende og for Nephews vedkommende tror jeg, at vores største talent ligger i, at vi har forvaltet det talent – eller begrænsningen på samme – på bedst mulig vis. Og det har vi gjort i et fællesskab,« siger han i podcasten og tilføjer:

»Vi har fundet ud af, at hvis vi skal lykkes i det her, så skal vi gøre det, vi hver især er bedst til. Men vi skal gøre det sammen. Ellers lykkes vi ikke.«

Dette og meget mere følger Kristian Riis og Ane Cortzen op på i næste kapitel af samtalen live fra Berlingskes konferencesal.

Her kan du også møde et af talenterne, Rikke Østergaard, der i det forgangne år blev forfremmet til at være den yngste direktør i kommunikationsbureauet Advice, hvor hun blandt andet har stået bag Sundhedsstyrelsens store coronakampagne.

Rikke Østergaard har foruden sine lederegenskaber i kommunikationsbureauet også markeret sig i debatten om kvinder i dansk erhvervsliv. Hun står bag podcasten »Karrierekvinder«, der de seneste tre år har sparket til debatten om ligestilling med gæster som EU-kommissær Margrethe Vestager, Mai-Britt Poulsen fra BCG og Nana Bule fra Microsoft.

På grund af restriktioner er der tale om et rent digitalt arrangement.

Herunder kan du høre podcasten »Talent 100« med Ane Cortzen.