Så mange er nomineret til prestigefyldt liste

Der er hård kamp om pladserne på Berlingskes traditionsrige Talent 100-liste. Nu går et dommerpanel i gang med at udvælge dette års talenter.

Foto: Søren Bidstrup, Linda Kastrup og Mathias Svold
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er 18. gang, at Berlingske finder og kårer Danmarks 100 dygtigste talenter, og igen i år har interessen været overvældende stor.

415 dygtige og ambitiøse unge mennesker er blevet nomineret til 2022-udgaven af den traditionsrige Talent 100-liste.

Berlingske har siden 2004 i Talent 100-kåringen sat fokus på unge, der har evnen og viljen til at nå helt til tops i dansk erhvervsliv og i det offentlige. Tidligere talenter tæller blandt andre administrerende direktør for Tivoli Susanne Mørch Koch, stjernearkitekten Bjarke Ingels, Holbæks borgmester Christina Krzyrosiak Hansen og tidligere uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers.

Nu går et dommerpanel i gang med at udvælge dette års 100 talenter, og både talenter og læsere kan godt glæde sig. 2022-udgaven af Talent 100 bliver nemlig en større og bedre udgave af kåringen end nogensinde før. Det betyder meget mere journalistik og flere events.

De 100 talenter vil blive offentliggjort på Berlingske.dk løbende fra 19. februar og i et særtillæg i avisen 27. maj 2022.

Her kan du møde sidste års 100 talenter.

Dommerpanelet består af følgende redaktører, kommentatorer og journalister fra Berlingske:

Mette Østergaard, chefredaktør
Nathalie Ostrynski, kulturredaktør
Anne Sophia Hermansen, kulturkommentator
Thomas Bernt Henriksen, erhvervsredaktør
Simon Bendtsen, nyhedschef på Business
Mette Dalgaard, virksomhedsredaktør
Signe Terp, journalist
Sara Hodzic, journalist

Der er fire grundlæggende kriterier, som styrer udvælgelsen:

Begrundelse: Vi lægger stor vægt på begrundelsen af talentets faglige forudsætninger og resultater. Desuden lægger vi vægt på anbefalinger fra nærmeste chef eller en tidligere chef.
Udbygget cv: Vi udvælger på baggrund af cv'er, hvor der er redegjort for konkrete resultater samt faglige og uddannelsesmæssige kompetencer.
Alder: Talentet skal være under 36 år.
Diversitet: Talent 100 bygger ikke på en videnskabelig metode, men er blevet en institution, hvor Berlingske tilstræber at vise diversitet med hensyn til køn, uddannelse, faggrupper og virksomheder.