En Dan Turèll-tatovering på højre arm skulle blive Mortens indgang til Christiansborg: »Jeg ligner ikke de andre«

Han er personlig rådgiver for Venstres politiske ordfører, men Morten Reimars arbejdsliv begyndte med digte og Dan Turèll. Berlingske sætter fokus på det ekstraordinære i forbindelse med Talent 100-listen: Reimar har dog svært ved at kalde sig selv talentfuld – han insisterer på at passe ind, selvom han skiller sig ud.

Morten Reimar er ikke, som personlige rådgivere er flest. Tankerne kan hurtigt ledes hen til en dukkefører, der gerne går under radaren, når man forestiller sig en såkaldt spindoktor. Men det er imidlertid en anden fortælling med 29-årige Reimar, der ikke er bange for at bringe sig selv frem i lyset. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Han guider Berlingskes udsendte gennem et lille lokale, hvor Venstres presseteam sidder med øjnene limet til deres computerskærme, og videre ind i et hjørnekontor med store vinduer.

29-årige Morten Reimar gestikulerer hen mod nogle private fotos, der står indrammet i et af vinduerne.

»Jeg overvejede at skifte dem ud med mine egne,« siger han med henvisning til billederne af Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, og hendes familie.

Ordene er efterfulgt af en øjeblikkelig latter, der indikerer, at det bare er spas. Kontoret er nemlig ikke hans. Det tilhører den politiske ordfører, som har ladet ham låne lokalet i anledning af Berlingskes besøg.

Morten Reimar arbejder som personlig rådgiver for Sophie Løhde, og hvis han selv skal beskrive det, er det en »lidt aparte indgang«, han har haft til Christiansborgs bonede gulve.

Og det er egentlig også en »lidt aparte baggrund«, han besidder, som det lyder.

Den unge personlige rådgiver begyndte sit tidlige arbejdsliv med at udgive fire digtsamlinger, som han har optrådt med i landets tre store byer og på festivalen NorthSide. Reimar er senere blevet uddannet journalist og har arbejdet som freelancejournalist for flere danske medier.

Og så var hans kærlighed til digteren og forfatteren Dan Turèll med til at skaffe ham den første adgang til Christiansborg, da han fulgte i hælene på Alternativet i ti måneder under den seneste valgkamp. Siden har han arbejdet i presseteamet hos skiftevis Venstre og De Radikale.

Hans noget atypiske karrierevej fra en verden af såkaldte beatdigtere henover journalistik til Christiansborg fortæller imidlertid en større historie om en person, der insisterer på at passe ind, selvom han skiller sig ud.

For han »ligner ikke de andre«, og det har han gjort til en del af det, han kan.

En sellout?

Da Morten Reimar tog skridtet fra at skrive digtsamlinger til at blive journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, var der nogle, der kaldte ham en sellout.

Og da han gik fra at være featurejournalist på freelancebasis til at træde ind i rollen som presserådgiver hos Venstre, var der nogle, der kaldte ham en sellout.

Ordet kan oversættes til forræder på dansk, og det bruges om en person, der går på kompromis med sine personlige værdier, integritet, talent eller lignende for penge eller personlig fremgang.

»Det er svært at holde alle glade,« siger Morten Reimar med et let grin.

Han forklarer, hvordan han i sidste ende selv er glad for, at han altid har lavet noget, der har interesseret ham:

»Hver gang jeg har skiftet job, var det, fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være,« lyder det.

Men havde man spurgt 15-årige Reimar, om han mon kunne forestille sig at sidde på Christiansborg og arbejde som personlig rådgiver for en politisk ordfører, havde svaret nok ikke været et rungende ja.

Dengang var han i høj grad optaget af Dan Turèll. Ja, faktisk har han en markant tatovering med ordene »Jeg holder af hverdagen« skrevet på venstre arm fra det kendte digt »Hyldest til hverdagen«.

Første gang Morten Reimar mødte Uffe Elbæk, for at overtale ham til at følge i hælene på ham under valgkampen i 2019, var der ingen connection overhovedet, som han siger. Elbæk løsnede op ved andet måde, og Reimar fulgte den daværende formand for Alternativet i ti måneder, hvorefter han skrev bogen »Uffe mod magten«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Interessen for digte fik ham ind i et miljø, der holdt til i Kødbyen i København, hvor personerne »mindede lidt om Dan Turell«.

»Og de havde den samme beattradition. De læste de samme forfattere, som Dan Turèll også nævnte, og så begyndte jeg også at læse dem. Jeg kom ind i en verden af amerikanske beatforfattere fra 1950erne,« siger Morten Reimar.

Såkaldte beatdigtere er på mange måder en litterær fortsættelse af jazz, hvor man dyrker det spontane og prøver at formidle, hvad man har indeni, forklarer Morten Reimar. Det handler om at tage udgangspunkt i sine egne oplevelser.

Han skilte sig imidlertid ud fra mængden: Det »slæng«, han kom ind i, var dobbelt så gamle som ham, og det morede de sig over, fortæller han.

Og så skilte han sig ud på et andet parameter. For Reimar er fra Vedbæk, og de københavnske beatdigtere, han hang ud med, havde en forkærlighed for livets mørkere sider og en tendens til arbejderromantik, som han ikke kunne være med på.

Hans unge alder og baggrund satte dog ikke en stopper for ham. Han begyndte at skrive digte, ligesom de andre gjorde, og i dag har han udgivet fire digtsamlinger:

»Jeg indspillede også noget spoken word, hvor jeg havde nogle forskellige bandkonstellationer. Jeg havde et jazzband, et mere punkagtigt band, og så havde jeg også bare en guitarist med nogle gange. Jeg rejste så rundt og optrådte med det,« siger Morten Reimar.

I hælene på Uffe Elbæk

Der er imidlertid et stykke vej fra københavner-beatdigter til personlig rådgiver for Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde.

Og den markante Dan Turèll-tatovering på hans venstre arm skulle i den forbindelse vise sig at være en effektiv billet ind til en ellers lukket verden.

For da Morten Reimar første gang havde sin daglige gang på Christiansborg, fulgte han i hælene på Alternativets formand Uffe Elbæk under Folketingsvalget i 2019.

Han var blevet færdiguddannet journalist, og han arbejdede freelance for danske medier og blade som Euroman, Zetland, Berlingske og Ud og Se.

I 1960erne og i starten af 1970erne var der en bølge af journalister i USA, der begyndte at skrive artikler, der i højere grad handlede om det »levede liv«. Det var en genre, som Reimar blev særlig inspireret af.

»Man skulle forklare sine egne sanseoplevelser, og hvordan man oplevede situationer. Det var en mellemting mellem det skønlitterære og det faktuelle. Det der i dag kaldes non fiction,« siger han.

En del af disse amerikanske journalister skrev om amerikanske valgkampe, hvor de fulgte en præsidentkandidat fra start til slut i en valgkampsperiode.

Og det satte Morten Reimar sig for, at han også skulle gøre.

»Jeg kunne ikke se, at der var nogen, der på den måde havde gjort det samme i Danmark. Der var »Dagbog fra Midten«, men det er en film. På bogform kunne jeg ikke se, at det var blevet gjort før.«

Det blev hans indgang til Uffe Elbæk og Alternativet, der mundede ud i en bog under titlen »Uffe mod magten«.

Men adgangen var ikke givet på forhånd. Første gang Morten Reimar skulle møde Uffe Elbæk, havde han bestræbt sig på at »ligne en fra Christiansborg«. Han var hoppet i blå bukser og hvid skjorte.

»Jeg lignede en revisor-trainee. Og Uffe Elbæk havde sådan nogle støvler på, der lignede, at han var gået igennem Sahara. Og så havde han en grotesk forvasket – nærmest gennemsigtig – T-shirt på,« siger Morten Reimar og understreger:

»Der var ingen connection overhovedet.«

Anden gang han mødte den daværende formand for Alternativet, havde han ikke nået at overtænke sin påklædning. Derfor troppede han op i en T-shirt, hvis korte ærmer afslørede den store Dan Turèll-tatovering.

»Uffe Elbæk var også glad for Dan Turèll, og han havde mødt nogle af de forfattere, jeg godt kunne lide. Så snakkede vi lidt om det. Og så var det indgangen.«

Hvis Reimar i dag skal »være filosofisk«, så har han nok opereret ud fra en devise lige siden: I stedet for at prøve at leve op til at være lige præcis det, andre gerne vil have ham til at være, står han fast på at være sig selv.

Hvis man spørger Morten Reimar, om han savner et liv som digter og journalist, er det første, han svarer, at han er glad for, hvor han er. Christiansborg er nemlig en »mærkelig«, men virkelig spændende verden, lyder det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

En hang til komik

I fortællingen om Morten Reimar hører komik sig til. For han er ikke, som personlige rådgivere er flest.

Når man forestiller sig en såkaldt spindoktor, kan tankerne hurtigt ledes hen til en dukkefører, der allernådigst går under radaren.

Sådan er det imidlertid ikke med Morten Reimar. Han er ikke bleg for at bringe sig selv frem i lyset.

»Jeg har en lyst til at udtrykke mig. Det er jo ikke klædeligt for en personlig rådgiver. Det kan være, at det er derfor, jeg laver alle de her tweets. Fordi Twitter giver mig en mulighed for at være spontan i en hverdag, hvor jeg er nødt til at være meget velovervejet,« siger han.

Han er – måske særligt i kredsen af journalister og politikere – kendt for sine humoristiske opdateringer på det sociale medie Twitter, hvor han ikke misser en mulighed for at lave en joke.

Det samme gør sig gældende, når man sidder over for ham: Hvis han kan svare på et spørgsmål med en vittighed, så griber han chancen.

Morten Reimar kunne blandt ikke dy sig for at lave et komisk opslag på Twitter, da Berlingske ringede i forbindelse med dette interview.

Hans trang til at udtrykke sig hænger sammen med hans tid som digter og journalist. Og hvis man spørger Morten Reimar, om han savner det, understreger han først og fremmest, at han er glad for at være, hvor han er.

Men han savner at læse flere bøger og digte, og så drømmer han om at skrive en børnebog en dag.

Holder du dig selv lidt i bero på grund af dit arbejde?

»Ja. Det gør jeg da. Jeg arbejder nærmest hver dag og hele dagen lang. Så det er ikke, fordi jeg går hjem tidligt og tager forfatterhatten på. Jeg har pisse travlt, og jeg kommer sent hjem. Og så står der sådan en måltidskasse og venter. Og så går jeg i seng.«

Efter han havde fulgt i hælene på Uffe Elbæk i ti måneder, blev han »suget ind i politik«, som han beskriver det.

Og fem dage efter at han havde drukket den første kop kaffe med pressechefen hos Venstre, havde han første arbejdsdag som presserådgiver i partiet.

Morten Reimar vil ikke begynde at spekulere over, hvad der skal ske i fremtiden. Han er glad for at være, lige hvor han er. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Hvorfor lige Venstre? 

»Jeg synes, det er et godt parti. Jeg synes, de har nogle gode mennesker og en energi, som er rigtig spændende at være en del af. Og det var også enormt fedt, at de havde lyst til mig. Det var smigrende.«

Morten Reimar tror, at hans facon med at bringe sig selv frem i lyset og dét at han skiller sig ud fra mængden, er en af grundene til, at de gerne ville have ham ansat hos Venstre.

Og også hos De Radikale, hvor han arbejdede i et halvt år som senior presserådgiver, inden han kom tilbage og blev personlig rådgiver for Sophie Løhde.

»Jeg ligner ikke de andre. Og jeg gør det til en del af det, jeg kan. Jeg har ikke været i Venstres eller Radikales Ungdom. Jeg har ikke den samme uddannelse eller baggrund. Jeg kommer med noget andet. Og det, tror jeg, er godt for en organisation,« siger Morten Reimar.

Så ser han sig selv som talentfuld? Morten Reimar vil sige det sådan: Han tænker nærmere sig selv som »enormt privilegeret og heldig«:

»Og så tænker jeg, at jeg lægger et rigtig godt stykke arbejde for dagen. Grunden til, at det er gået godt med de ting, jeg har lavet, er, fordi jeg har syntes, det var interessant.«