Vi lgbt-personer skal ikke være nyttige idioter for Israels fjender

Det var absurd at se Israel stå for skud under Priden i Aarhus. Israel fortjener bedre som det mest lgbt-venlige land i hele Mellemøsten, meget modsat sine naboer.

Nej, det er ikke to sider af samme sag at være lgbt-person og israelkritiker, fastslår Alexander Küster efter Pride-optog i Aarhus. På billedet et indslag fra lgbt-march i London. David Cliff/EPA/Ritzau Scanpix

For lidt over en måned siden blev Priden fejret i Aarhus. Som altid var jeg med, som stolt bøsse, iklædt regnbuesokker og med kridttegnede regnbuer på begge kinder. Men som til så mange andre arrangementer i det her land for tiden var der utallige flag og skilte med antiisraelske budskaber. Det samme vil formodentlig blive tilfældet til CPH Pride i næste måned.

Jeg bliver decideret sørgmodig, når jeg ser, hvor mange lgbt-personer der støtter op om de antiisraelske demonstrationer, som finder sted i øjeblikket. For en kamp imod Israels eksistens er ikke en kamp for lgbt-rettigheder.