Vi forstår sygdommen, men frygter medicinen
Berlingskes leder 10. november har en vigtig pointe: Vi bør lytte til Bill Gates’ opråb om klimapolitik.
Hans analyse er solid, realistisk og hviler på videnskabelig indsigt frem for ideologi. Alligevel efterlader lederen et ubehageligt ekko af den politiske bekvemmelighed, som Gates netop advarer imod.
For ja – vi skal udvikle teknologier, som gør det muligt for verden at afvikle fossile brændsler uden at bremse vækst og velfærd.
Men det er ikke nok at lytte til Gates; vi skal handle ud fra de konklusioner, han drager. Han siger det selv: »Innovation needs incentives«. Og de incitamenter skabes kun gennem tydelig politisk vilje, effektiv CO₂-prissætning og mod til at udfordre de strukturer, der stadig subsidierer olie, gas og kul.
Det, der næsten helt mangler i debatten, er erkendelsen af de enorme summer, som uundgåeligt vil blive brugt på klimasikring og genopbygning, når de alvorlige konsekvenser for alvor rammer.
Disse udgifter ligger ofte skjult, indtil næste katastrofe rammer, men de vil langt overstige omkostningerne ved rettidig omstilling. I realiteten risikerer de at opsluge de ressourcer, vi ellers skulle bruge til at løse selve problemet.
Når lederen taler om »realistiske løsninger«, bliver ordet desværre et synonym for det, der ikke er for ubehageligt. Men realisme handler i klimavidenskabelig forstand om at reagere på fakta – ikke om at tilpasse fakta til politiske grænser.
Bill Gates minder os om, at klimaforandringerne ikke er et teknologisk problem alene, men et ledelsesmæssigt og moralsk spørgsmål. Vi forstår sygdommen, men vi frygter stadig medicinen.
Henrik Nyberg, Stenløse
Red Palads
Man må håbe, at det lykkes at redde Palads-bygningen fra nedrivning.
Det er muligt, at den ikke finder nåde for skønåndernes strenge blik, men mange andre finder huset spændende og et hyggeligt, fortroligt element i bybilledet.
Tænk, hvis det blev erstattet af et byggeri som Industriens Hus på Rådhuspladsen!
Men kunne Palads ikke reddes ved, at Københavns Kommune købte det? Kommunen har jo efterhånden en enorm opsparet likviditet, som den ikke må bruge til almindelig drift og anlæg.
Et køb af Palads er jo blot at ombytte et formueaktiv med et andet. Det beslaglægger ikke nye ressourcer i samfundet. Og huset kunne bruges til alle mulige publikumsvendte formål.
Gunnar Biering, Frederiksberg
Skift af plejehjem
De mennesker, der foreslår, at det skal være en ret at skifte plejehjem inden for 48 timer, hvis man er utilfreds med det, hvor man bor, må have meget lidt kendskab til, hvordan plejehjemssituationen ser ud i virkeligheden.
Tror man virkelig, at der står tomme plejehjemsboliger tomme og venter på en ny beboer? Tror man, at hvis man er utilfreds med at bo på plejehjem X, så kan man frit vælge at flytte til plejehjem Y eller Z?
I den virkelige verden skal en plejehjemsbeboer dø, før en anden kan flytte ind.
Min gamle mor ventede i over et år på en plejehjemsplads i Københavns Kommune, og hun fik den først efter en hospitalsindlæggelse med en alvorlig urinvejsinfektion med deraf følgende delirium.
Hun fyldte 95 i sin hospitalsseng og nåede kun at være på plejehjem i et halvt år.
Helle Marckmann, Dragør
Mens vi venter på en bedre fremtid
Vi siger det igen og igen: vi lever i en ny og forandret tid.
Og spørgsmålet er, om vi generelt er glade for det, eller om vi hellere ville ønske os tilbage til »de gode gamle dage«.
Der er ingen tvivl om, at mange af fortidens dyder, som handler om ordentlighed, er ønskværdige. Samtidig er vi også blevet klar over, at det var »en anden tid«, hvor ikke alting var fryd og gammen.
Den – i øjeblikket – tydeligste personificering af et uordentligt menneske er Donald Trump, som med sin tilgang til magtudfoldelse for mange af os fremstår som usmagelig og uacceptabel.
Der er ingen tvivl om, at Trump er et resultat af en utilfredshed med mange forhold i USA og resten af verden.
Og han er også i stand til at ryste op i alt, han rører ved. På kort sigt kan det have gode effekter, der skaber en større dynamik og agilitet. Men på lang sigt skaber det en utryghed, som er usund for sammenhængskraften og stabiliteten i samfundet.
Derfor er vi mange, som går og venter på en fremtid uden Trump. Men hvad gør vi, mens vi venter?
Det ser for øjeblikket ud til, at de fleste resignerer og lader som om, de danser efter Trumps taktstok for at passivisere ham og undgå for mange konflikter. Men det er en svær balancegang.
For politikere er det en velkendt kunst at mene og gøre det, som er opportunt for øjeblikket. Men for os andre er det en pinefuld ventetid, som efterlader os med en følelse af magtesløshed. Og vi er jo heller ikke sikre på, hvad der kommer efter Trump.
En ting er dog sikker: Der vil komme store mængder af litteratur, som vil forsøge at analysere Trump-æraen. Og så må vi håbe, at vi kan lære af vore fejl.
Peter Bøgelund, Dragør
Moms på motion
Et 19 år gammelt EU-direktiv medfører, at vi fra 1. januar 2026 skal til at betale moms ved holdtræning, der ikke er udbudt af Foreningsdanmark, dvs. holdtræning udbudt af private aktører.
Hvis staten Danmark er en smule opfindsom, kan den passende benytte lejligheden til at indføre differentieret moms nu, i stedet for at vente med at undersøge mulighederne til 2027, ved helt enkelt at pålægge de relevante aktiviteter en moms på 0 procent.
Måske ikke helt hvad EU forventer, men matematisk uproblematisk. Skulle EU opdage finten, kan vi bruge de næste 19 år på at diskutere lovligheden.
Carsten Jørgensen, Værløse
Læserbreve sendes til debat@berlingske.dk
