På tværs af fag er vi unge bekymrede over den udvikling, vi ser i vores velfærdssamfund. Der mangler lærere i folkeskolerne, pædagogerne løber stærkere og stærkere i daginstitutionerne, sygeplejerskerne presses til det yderste i sundhedsvæsenet, og socialrådgiverne har så mange sager, at de ikke længere kan følge med og sikre kvalitet i borgernes sager.

Det gælder for alle danskere, at vores velfærd og dannelsesinstitutioner er grundlaget for væksten, velstanden og trygheden. For ligegyldigt om vi arbejder på en byggeplads, en produktionsvirksomhed eller i den offentlige sektor, er vi afhængige af dygtige lærere, pædagoger, socialrådgivere og sygeplejersker til at sikre vores børns uddannelse, støtte samfundets udsatte og få hjælp ved akut sygdom.