Underviser afviser beskyldninger om racisme: Social justice-bevægelsen er intellektuelt bankerot – de må tage et opgør med sig selv

Det var helt korrekt, da Aalborg Universitet afviste at gribe ind over for min undervisning. Men eksemplet illustrerer også, hvorfor denne sprogkontrol er grundlæggende uholdbar, hvis man har et seriøst ønske om at bekæmpe institutionel og strukturel racisme.

»Et af de privilegier, man kan opleve som hvid mandlig universitetsansat, er at blive anklaget for racisme. Min egen anklager er aktivisten Justice Mooghen, som i Berlingske 9. januar misrepræsenterer min position ved at gøre den til en generel afstandtagen til feminister og ufølsomhed over for racismeproblematikken,« skriver Christian Kaarup Baron. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et af de privilegier, man kan opleve som hvid mandlig universitetsansat, er at blive anklaget for racisme. Min egen anklager er aktivisten Justice Mooghen, som i Berlingske 9. januar misrepræsenterer min position ved at gøre den til en generel afstandtagen til feminister og ufølsomhed over for racismeproblematikken.

Det er der på ingen måde tale om. Hvad jeg derimod har kritiseret, er mere snævert den sekteriske social justice-bevægelse, som bygger på wokeness, sprogkontrol og call out-kultur. I sin absurditet illustrerer min sag nemlig forbilledligt problemerne ved bevægelsens historieløse antiintellektualisme.

Det eksempel, som førte til anklagen om racisme, var nogle kraniemålinger fra det 19. århundrede, der illustrerede, hvordan dele af datidens videnskab var præget af racistiske fordomme. Det var altså et undervisningseksempel med et decideret antiracistisk sigte, der førte til anklagen om racisme.

Det gjorde det, fordi jeg dels refererede direkte til datidens racistisk belastede racekategorier, og dels fordi jeg også brugte en af datidens illustrationer for at demonstrere min pointe. Eksemplet stammer fra Stephen Jay Goulds »The Mismeasure of Man«, som er en videnskabshistorisk milepæl i dokumentationen af relationerne mellem videnskab og racefordomme, og foruden hvilken bevægelsen næppe ville have eksisteret i første omgang.

»Bekæmpelsen af racisme er en sag, der kræver et intellektuelt fundament.«


Er man klassisk dannet humanist, har beskæftiget sig med holocaust, eller bare er barn af Den Kolde Krig, vil man formodentlig få kuldegysninger ved ethvert forsøg på at slette omtalen af de dele af historien, som er ubehagelige for en nutidig selvopfattelse. Men det var ikke den eneste grund til, at jeg kontant afviste kravet om at lave undervisningen om.

Nogenlunde samtidig med forelæsningen skrev jeg på en delvist historisk forskningsartikel om scientisme, dvs. det sæt af ideologier, som anser videnskaben for fundamental i enhver verdensanskuelse. Et af artiklens afsnit omhandler Julian Huxley, der var internationalist, den første generaldirektør for UNESCO samt en fremtrædende fortaler for en videnskabelig baseret eugenik både før og efter Anden Verdenskrig. Den senere Huxley tog skarpt afstand fra nazisternes ugerninger og forsøg på at retfærdiggøre dem på pseudovidenskabelige raceteorier. Men med til historien hører også en artikel fra 1926, hvor Huxley forsvarer den amerikanske raceadskillelsespolitik efter et ophold i USA. Denne artikel har titlen (og her kommer det forkætrede »N-ord«): »The Negro Problem«.

Vi lader den lige stå et øjeblik. Hvis jeg virkelig skulle acceptere en sprogkontrol, der tabuiserer alle racistisk ladede kategorier, ville jeg hverken kunne have nævnt denne artikel i teksten eller referencelisten på min egen publikation. Det ville både gøre den forskningsmæssigt ringere og kompromittere den akademiske frihed, der er fundamentet for universitet som institution.

Det var derfor helt korrekt, da Aalborg Universitet afviste at gribe ind over for min undervisning. Men eksemplet illustrerer også, hvorfor denne sprogkontrol er grundlæggende uholdbar, hvis man har et seriøst ønske om at bekæmpe institutionel og strukturel racisme.

Forestiller man sig nemlig yderligere, at forskningsverdenen rent faktisk over en bred kam accepterede denne tabuisering, ville der være væsentlige dele af racismens historie, som ikke længere kunne blive behandlet i akademisk sammenhæng. Det ville gøre det umuligt at dokumentere problemets omfang, og det er formentlig en af grundene til, at den afroamerikanske intellektuelle John McWhorter har betegnet tabuiseringen som et fatalt selvmål.

Tilbage står et massivt behov for selvransagelse hos social justice-bevægelsens frontkæmpere, hvis sekteriske tilgang til emnet reelt truer med at underminere den sag, de hævder at kæmpe for. Det er ulykkeligt, eftersom racediskrimination er dødelig alvor for de mennesker verden over, der immervæk risikerer at miste førligheden eller blive dræbt på grund af deres hudfarve og etniske tilhørsforhold.

Men når man tager bevægelsens intellektuelle bankerot i betragtning, er det tydeligt, at der ikke er nogen vej uden om et sådant opgør. Der står ganske enkelt for meget på spil. Bekæmpelsen af racisme er en sag, der kræver et intellektuelt fundament, som ikke bare braser sammen som et korthus, så snart nogen puster til det.

Christian Kaarup Baron er tidligere lektor ved Aalborg Universitet