TV-serien The Crown vækker vrede med »grotesk« Margaret Thatcher: »Det er hvad, der sker, når venstrefløjen kaster sig ud i den slags projekter«

Venstrefløjens fordomme, middelklassens undergang og afsked med en fodboldgud. Tre internationale citater fra denne uge sætter ord på verden lige nu.

Fremstilling af den britiske premierminister Margaret Thatcher i tv-serien The Crown støder ikke på ubetinget applaus. Her ses »The Iron Lady« på en konservativ partikonference i 1999. STAFF

Margaret Thatcher deler fortsat vandene. Mens venstrefløjen ser hende som kvinden, der med deregulering og nedskæringer slagtede Storbritanniens sociale sikkerhedsnet, ser konservative briter fortsat Thatcher-æraen i et gyldent skær. At spille Thatcher på det store lærred er derfor en risikabel affære. I en indigneret kommentar i Spectator protesterer TV-anmelderen James Delingpole mod Gillian Andersons »groteske« fremstilling af »The Iron Lady« i TV-serien »The Crown«.

»Hun har forsøgt for hårdt på at få den dybe stemme og har ramt den halvkvalte ru kvalitet, men ikke det forførende element, som beundrere som Alan Clark (konservativ britisk minister, red.) fandt så sexet og charmerende. Det lyder næsten, som om hun læser til rollen som Don Corleone i »The Godfather«, lige før han falder død om i sin tomathøst. Men det er det, der sker, når venstrefløjen går i gang med sådan et projekt. Det vil uundgåeligt blive farvet af deres fordomme.«