Tre ting Trump vil undre sig over i Danmark

Foto: SAUL LOEB

Anne Sophia Hermansen skriver 1. august, at præsident Trump vil undre sig over navnet på Københavns Lufthavn, når han velsigner Danmark med et besøg dette efterår. Jeg er ganske enig i, at han vil undre sig, men næppe over navnet på et stykke infrastruktur. For på trods af, at man i USA har mytologiseret fortidens politikere med monumenter og diverse anlægsarbejder, står deres ophøjede idealer i grel kontrast til den virkelighed, de fleste amerikanere lever i.

Først og fremmest kan man forestille sig, at en inkarneret new yorker som Donald Trump vil være lamslået over de hjemløse i København. Altså fraværet af dem. For på trods af de udødelige ord om »equality« på det ellers imponerende Jefferson Memorial, er USA i dag et af de mest ulige lande i den vestlige verden. I OECD-klubben bliver de kun slået af Tyrkiet, Chile og Mexico. Faktisk anslår New Yorks bystyre selv, at næsten 20 pct. af indbyggerne lever under fattigdomsgrænsen med massiv hjemløshed til følge. Omkring 64.000 mænd, kvinder og børn bor på gaden lige nu. Og det på trods af flotte monumenter tilegnet den legendariske skribent.

Dernæst må fraværet af ordensmagten og de tilhørende fængsler langs motorvejen, chokere og skræmme præsidenten. For selvom Arlingtons snorlige rækker af hvide kors skal minde os om frihedens høje pris, ser USA sig nødsaget til at berøve ca. 2,3 millioner mennesker den samme frihed hver eneste dag. Per indbyggertal er det er i øvrigt flere end i Putins Rusland.

Til slut kan man forvisse sig om, at præsident Trump vil være forbløffet over, hvordan et land med så mange år på bagen som Danmark kan insistere på at skue fremad. Ja, man lader ligefrem navnene på for længst døde embedsfolk ebbe ud i glemslen! Kan danskerne virkelig dele en nationalfølelse? Helt uden at ære og klynge sig til et selvbiografisk helteepos om fordums storhed, som herre over hele Norden, og hvordan Danmark igen bliver great? Eller skal vi for en sikkerheds skyld have en statue af Monrad? Nok ikke. Julius Møller Meilstrup, København N