Mona Juuls modige valg er ikke skelsættende, men hun træder nu i karakter som den resultatsøgende – frem for alt – partileder, der var forventning om, da hun i utide, men på tide blev Søren Pape Poulsens efterfølger.
Med finanslovsaftalen for 2026 mellem SVM-regeringen og Det konservative Folkeparti gør Mona Juul, hvad også to af hendes forgængere som konservative partiledere, Poul Schlüter og Hans Engell, gjorde tilbage i 1970erne og 1990erne.
I en trængt situation for partiet vælger de, hvad mange konservative vælgere og ikke mindst erhvervslivet forventer af partiet, stort eller lille, at være »borgerlige stemmer, der arbejder«.
