Vi er ikke længere alle Charlie
I dag markerer vi tiårsdagen for terrorangrebet mod debatarrangementet »Kunst, blasfemi og ytringsfrihed« i Krudttønden og det følgende angreb på synagogen i Krystalgade i København. Mødet i Krudttønden blev som bekendt afholdt en måneds tid efter terrorangrebet mod satiremagasinet Charlie Hebdo i Paris.
Efter terrorangrebet mod Charlie Hebdo var der massive demonstrationer i byen til forsvar for ytringsfriheden. Alle var Charlie. Noget lignende skete i København. Politikerne kappedes om at udtale sig om vores grundlovssikrede ret til at ytre os. Aviserne var fulde af støtte til ytringsfriheden og afstandtagen til trusler og vold.
I dag er der ikke længere så mange, som er Charlie. Mange politikere og borgere har mistet lysten til at forsvare vores frihedsrettigheder.
Herhjemme har vi i stedet fået koranloven, som kriminaliserer såkaldt »utilbørlig« behandling af religiøse skrifter. Hvilket betyder, at nogle borgere – blandt andet vores kunstnere – pludselig har fået frataget deres eget kunstneriske skøn.
Vi er dybt bekymrede på ytringsfrihedens vegne. Vi mener, at regeringen med loven fejler fundamentalt. Det drejer sig nemlig hverken om at beskytte Gud mod fornærmelser eller tage hensyn til troendes sårede følelser. I stedet mener vi, at udviklingen viser, at det handler om at beskytte landets øvrige borgere mod fundamentalistisk begrundet vold.
Præcis som vi så det med angrebet på spillestedet Bataclan i Paris og angrebet på Krudttønden, og som vi ser rundt omkring i Europa med hyppige knivangreb, bilpåkørsler og nedskydninger.
Jette Plesner-Dali, Frederiksberg, og Henrik Simonsen, Sorø
Danmark er en trofast allieret – og det har kostet liv
Den amerikanske vicepræsident J.D. Vances udmelding om, at USA ikke kan stole på sine europæiske allierede, er ikke bare historieløs, den er en hån mod de danske soldater, der har kæmpet og ofret deres liv i amerikanskledede missioner.
Siden 1990 har Danmark mistet mere end 40 soldater i krige, vi har deltaget i, som en del af vores alliancer – primært med USA.
De har givet deres liv i Afghanistan, Irak og andre konfliktzoner.
Hundredvis er blevet såret både fysisk og mentalt, og utallige familier har måttet betale prisen for vores lands engagement.
Som pårørende til en dansk soldat, der har været udsendt flere gange, gør det mig både vred og frustreret at høre en så tåbelig udmelding fra USAs næstøverste leder. Vi har stået skulder ved skulder i årtier, og vi har betalt prisen for det. Danmark svigter ikke sine allierede.
Spørgsmålet er, om USAs ledelse svigter os?
Nicolai Estrup, formand og byrådskandidat for Dansk Folkeparti Randers
Fedtemøg
Tak til de fem estimerede universitetsforskere fra København og Aarhus for deres kommentar i Berlingske 8. februar, hvor de foreslår en åbenlyst rigtig løsning på fedtemøgsproblemet.
Forskerne foreslår helt enkelt, at Folketinget ved lov skal fastsætte landbrugets gødningsforbrug til 10-20-30 procent under det økonomiske optimum. En løsning, der vel at mærke har øjeblikkelig virkning. Det økonomiske optimum indebærer paradoksalt nok et overforbrug af gødning, der vaskes ud i søer, åer og de indre farvande. Havmiljøet betaler prisen.
Landbruget foretrækker en langsom omlægning af dårlige jorder til eng eller skov, men det vil tidligst kunne mærkes i havmiljøet om 10-20 år, og det har vi og naturen ikke tid til at vente på.
Forskernes løsning vil naturligvis møde stor modstand i landbruget, for den vil betyde en nedsat indtjening for vore 6.000-7.000 fuldtidslandmænd. Men i modsætning til den drastiske løsning på minkproblemet er der her ikke tale om lukning af arbejdspladser, men »kun« om en nedsat indtjening.
Dette problem må politikerne løse ved at yde kompensation til landbruget. Når regeringen kunne finde så mange milliarder til at løse minkavlens sundhedsproblem for befolkningen, så må man også kunne finde de nødvendige milliarder til at løse gødningens sundhedsproblem for vort dyrebare hav.
Christian Aage, Hørsholm
Der er forskel på overskud
Her i starten af året fyldes medierne som vanligt med historier om, hvordan forskellige virksomheder har klaret sig i det forgangne år. Succes måles ikke bare på mængden af penge, men også på hvordan de er tjent.
Nogle penge er åbenbart tjent nobelt, mens andre synes tjent mere uærligt. Når Novo Nordisk tjener over 100 milliarder kroner, er det imponerende, mens det er grådigt, når Danske Bank tjener under det halve.
Forbrugerrådet mener, at der er et eller andet i forhold til konkurrence i banksektoren, der ikke virker. Vi hører ikke noget om manglende konkurrence, når det kommer til insulin, slankemiddel, osv. Der er ganske få i verden, der kan levere netop disse produkter, mens der i Danmark er 50+ forskellige banker og sparekasser at vælge imellem.
Af en eller anden grund er banker blevet udset til at være skurken i erhvervslivet, hvilket også blev udmøntet i, at netop banker blev pålagt at finansiere hovedparten af udgifterne til Arne-pensionen. Den idé kunne vi jo føre videre. Hvis vi mangler penge til Forsvaret, kunne medicinalindustrien passende blive pålagt ekstra skatter. De tjener jo på krig og elendighed.
Steen Hjorth Hansen, Holstebro
Læserbreve på maks. 1.350 tegn inkl. mellemrum sendes til debat@berlingske.dk
