I denne uge har DR gennem en dokumentar og podcast samt flere nyhedsindslag og artikler dækket, hvordan unge i Danmark bruger receptpligtige piller. De unge benytter piller såsom opioider og benzoer til at slippe af med svære tanker eller opnå en anderledes rus.
I Antidote Danmark har vi en bred kontaktflade til ungemiljøer i hele landet, og over de seneste år har vi også observeret tegn på, at der er sket en stigning i brugen af illegale piller blandt unge. Det er piller, der er tilgængelige i kiosker, i skolegården og på de sociale medier, og som normalt kun bliver ordineret af læger ved eksempelvis stærke smerter eller angst.
Men aldrig før har det været nemmere at skaffe pillerne, og de unge ved sjældent, hvad de har med at gøre. De ved typisk ikke, at:
én pille kan stoppe din vejrtrækning og indeholder stoffer, der er i familie med heroin
alkohol kombineret med pillerne gør, at effekten stiger, og at du derfor øger sandsynligheden for en livsfarlig overdosis
pillerne er ekstremt afhængighedsskabende og et overforbrug kan kræve langvarig behandling og udtrapning for at komme ud af dem, og det sker sjældent uden svære abstinenser
Vi mener derfor, at vi som samfund skal være langt mere proaktive i vores tiltag og give vores unge bedre kompetencer til at navigere i en verden, hvor illegale stoffer er blevet mere tilgængelige. Vores daglige kontakt og berøringsflade med unge viser et stort og akut behov for handling, og vi frygter, at situationen kan udvikle sig tragisk og koste endnu flere dødsfald herhjemme.
Da forskning viser, at mere viden om stoffer kan påvirke unges forbrug positivt, mener vi, at vi som samfund bør sætte ind her.
Derfor bør viden om de piller, der er i omløb, blive delt med langt flere unge og deres pårørende. Vores holdning er, at unge, der enten selv tager piller, eller kommer i miljøer, hvor der tages piller og andre stoffer, bør få uddannelse i egenomsorg og brug af Antidote, tilbud om udtrapning med lægefaglig vejledning og tilbud om forskellige kvalificerede behandlingsløsninger til at stoppe overforbrug og afhængighed af piller.
I Antidote Danmark har vi allerede igangsat flere initiativer, som har til formål at udbrede viden og sikkerhed blandt unge, men der er brug for en langt større indsats. Derfor har vi også sendt ovenstående løsningsforslag til Folketingets politikere og håber på handling. Og det haster, hvis vi i Danmark skal forebygge, at flere unge mennesker bliver afhængige af disse meget vanedannende piller og i yderste konsekvens mister livet til en overdosis.
Jakob Hartvig Thomsen, speciallæge og ph.d. i hjertesygdomme og formand i Antidote Danmark, og Michael Lodberg Olsen, daglig leder og initiativtager til Antidote Danmark



