Den forhenværende højskolemand Erik Boel, som i 1990erne var aktiv i Socialdemokratiet, havde forleden igen igen skrevet et debatindlæg om, hvor skidt alt står til i det gamle parti.

Efter en kuriøs indledning, hvor han begræder, at et nyvalgt folketingsmedlem, der har en fortid som sultestrejkende klimaaktivist, ikke har valgt at engagere sig i Socialdemokratiet frem for Alternativet, følger Boels sædvanlige overfladiske kritik af det parti, som han muligvis engang har ønsket noget godt, men som han i den tid, jeg selv har været aktiv som menigt medlem og senere som politiker, alene har kritiseret og hånet i avisernes debatsektioner.

Boels opskrift er noget med, at vi skal føre slap udlændingepolitik, at vi skal gå i opposition frem for at gribe en chance for at opnå politiske resultater til gavn for almindelige mennesker, at vi skal kaste balancen mellem land- og bykommuner over bords, samt at vi skal bruge vores kræfter på at blive et attraktivt tilvalg for sultestrejkende klimaaktivister.

Boel har aldrig forstået Socialdemokratiets arbejdsform, selvom den har kendetegnet partiet siden Stauning, Hedtoft, Hansen, Kampmann og Krag; nemlig at vi forandrer og forbedrer med små skridt, så resultaterne bliver varige og ikke rulles tilbage hver gang, der har været et folketingsvalg.

Erik Boel (billedet) var international sekretær i Socialdemokratiet i 1992-2003.
Erik Boel (billedet) var international sekretær i Socialdemokratiet i 1992-2003. Foto: Amdi Thorkild/Ritzau Scanpix



Socialdemokratiet har af samme årsag været kompromissøgende. Vi bøjer os mod partier vi ikke er enige med, fordi vi på den måde trods alt løbende har kunnet opnå små forbedringer. Det vægter vi højere end at stå med favnen fuld af gode forslag, som aldrig realiseres.