Omsorgssvigt på plejehjem er ikke længere enlige svaler. Det er blevet til sort sol

Det nemme ville være at rette kritik af det enkelte plejehjem og dets medarbejdere. Men jeg vil i stedet kraftigt opfordre til, at vi løfter diskussionen op på et andet niveau: Fortællingerne fra København er nemlig ikke enestående.

»Svigtet af de ældre er der ingen, der kan være i tvivl om. Men hvis vi reelt vil se en forandring (og det vil vi!), bliver vi nødt til at indse, at vi også svigter personalet på plejehjemmene,« skriver Bjarne Hastrup. Arkivfoto: Thomas Lekfeldt

I Berlingske har man kunnet læse om grove omsorgssvigt af beboere på et københavnsk plejehjem. Det er fortællinger, der gør ondt helt ind i hjertekulen, og som ikke kan undgå at rykke ved tilliden til vores velfærdssamfund.

For hvordan kan det ske? Ikke bare at svigtene i første omgang finder sted, men i lige så høj grad, at en medarbejders desperate opråb ikke tages alvorligt og håndteres før efter to og et halvt år?