Nye regler for politi og anklagemyndighed: En besked i e-Boks om en droppet voldtægtssag er ikke godt nok

Psykolog Lise Føns kritiserede politiet og anklagemyndighedens kommunikation med voldtægtsofre, nu svarer Rigsadvokaten og Rigspolitiet.

»Lise Føns peger på, at ofre for voldtægt altid bør modtage et personligt opkald, når deres sag lukkes. Det er vi helt enige i, og blandt andet derfor har Rigsadvokaten i efteråret bedt alle politikredse om at indføre nye retningslinjer.« Modelfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Ofre for kriminalitet skal mødes med forståelse, støtte og kommunikation i øjenhøjde. Den holdning udtrykker psykolog Lise Føns i et indlæg i Berlingske. Vi kunne ikke sige det bedre selv. Det skal være en tryg oplevelse at møde politi og anklagemyndighed, og vi lytter opmærksomt til forslag, der sikrer, at ofre, pårørende og vidner føler sig set, hørt og taget alvorligt.

Som Lise Føns beskriver, så har sager om voldtægt – og vold, drabsforsøg og lignende kriminalitet – store konsekvenser for ofrene, og det er derfor i disse sager vigtigt, at de politifolk og anklagere, der behandler sagerne, er opmærksomme på, hvilken betydning og personlig konsekvens det har for de forurettede, hvis en samlet bevisvurdering eller andet betyder, at deres sag bliver lukket.