Har du set »Familier som vores« på TV 2? Serien sætter fokus på konsekvenserne af klimaforandringer, hvor ekstreme regnmængder og oversvømmelser rammer almindelige familier. Det er fiktion, ja – men selvom det er overdrevet, er det tættere på virkeligheden, end vi bryder os om at indrømme.
Fremtiden byder på mere regn og højere vandstand. Ifølge DMI vil Danmark opleve en 100-års-hændelse – ekstreme regnmængder – hvert tredje år på grund af klimaforandringerne. Ifølge DTU kan vandskader koste os svimlende 400 milliarder kroner i de kommende år. Prisen for at gøre noget ved udfordringerne er ifølge alle beregninger peanuts sammenlignet med at vente på, at skaden er sket.