I Danmark brander vi os med vores smukke kyster og badevenlige sandstrande. Turister – og ikke mindst den danske befolkning – står i kø for at opleve Danmark, når det er allerbedst. Naturen og dens omgivelser er også en fantastisk ramme for sundhed og bevægelse. Havet, søerne, fjordene, åerne, strandene og kysterne er for os et kæmpe idrætsanlæg. Det er her, vi dyrker vores fællesskaber. Det er her, vi svømmer, sejler, wakeboarder, ror, surfer, står på vandski, dykker, padler og nyder hinandens samvær.
Det fællesskab er under pres, fordi forureningen vinder, og pladsen er trang. Havet, som vi kender det, må ikke forsvinde i dybet. Det er vores fælles natur – en uudtømmelig arena for gode sunde oplevelser og fælles udfoldelse.


