Skilsmissen er for mange en livsomvæltning, hvor dominobrikkerne vælter, og det kan ende med at skubbe familier ud i en større livskrise. Der kan opstå konflikter om fælles børn og samvær samt dybe uenigheder om de mange forhold, som kræver gensidige aftaler i en skilsmisse.
Og det fylder i mange familier. Omkring 40 procent af alle ægteskaber ender i skilsmisse, og cirka en tredjedel af alle børn oplever dermed, at deres forældre går fra hinanden. For fire ud af ti forældrepar, der går fra hinanden, er bruddet så konfliktfyldt, at de må have hjælp af Familieretshuset. Frustration, sorg og stress fylder, og børnenes trivsel kan være påvirket længe.