Vi skal alle sammen arbejde mere. Undtagen de syge og dem, som ikke kan – og heller ikke børnefamilierne. Slut med tidlig tilbagetrækning for at nyde pensionsopsparingen (Arne!). Deltid er næsten at være asocial. Eller det er måske alligevel okay, hvis man er en børnefamilie? Statsministeren talte til weekendens årsmøde om samfundskontrakten. Den fælles aftale, vi har indgået, hvor vi alle gennem arbejde bidrager til, at velfærdssamfundets tunge hjul kan dreje.
Her er det væsentligt at gøre statsministeren opmærksom på noget betydningsfuldt, som den retoriske værktøjskasse på Christiansborg åbenbart ikke dækker. Der skal mere end én part til at indgå en aftale. Mette Frederiksen har gjort det klart i sin nye moralske opsang, hvad befolkningen skal levere. Det ender nok også med at gælde for stakkels Arne (principper har aldrig været politikeres stærke side).